Udvalg og minister på besøg i Børnenes Hovedstad

på besøg i Børnenes Hovedstad

Folketingets børne- og undervisningsudvalg, samt børne- og undervisningsministeren, har været på udvalgstur i Sydjylland 

Der var afsat en hel dag til at besøge skoler og undervisningstilbud i Billund. De to lokale folketingsmedlemmer i Billund og Vejen kommuner Anni Matthiesen (V) og Kris Jensen Skriver (S) deltog, da de begge sidder i udvalget, hvoraf Anni er ordfører. Det foregik tirsdag den 12. september 2023.

 

Anni Matthiesen udtaler:

”Jeg har som Venstres børne- og undervisningsordfører været involveret i planlægningen af udvalgets tur til Billund og det glæder mig, at hele tirsdagen blev brugt på besøg i byen. Som jeg også har sagt til børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, skal man som minister med ansvar for børnene naturligvis også besøge Børnenes Hovedstad, hvilket nu er blevet til virkelighed.”

 

Også Kris Jensen Skriver er glad for, at turen netop gik til Billund:

”Det var en fornøjelse at byde kolleger og ministeren velkommen til Billund, og jeg oplevede en stor interesse for de mange ting, der er i gang på børneområdet i byen og hele kommunen. Der er ingen tvivl om, at både folketingsmedlemmer og minister tog nogle gode input med til København, og jeg er glad for, at turen gik til den kreds, som Anni og jeg repræsenterer”.

på besøg i Børnenes Hovedstad

fra venstre Kris Jensen Skriver, Stephanie Storbank, Mattias Tesfaye og Anni Matthiesen

 

Borgmester Stephanie Storbank(V) bød velkommen

Fra morgenstunden bød borgmester Stephanie Storbank (V) velkommen til Billund kommune, hvor udvalget besøgte International school of Billund, LEGO Campus og Skolen Drive.

 

Formålet med besøgene i Billund kommune var at give udvalget indsigt i de mange gode initiativer, man her gør sig, for at inddrage børnene. Bl.a. også når byrummet skal designes. Børnenes Hovedstad er et samarbejde mellem Billund Kommune og LEGO Fonden i deres fælles selskab CoC Playful Minds, som skaber ny viden om leg, læring og samskabelse med børn.

 

Et stort tema for tirsdagens besøg var nemlig læring gennem leg.

 

”Besøg på både den Internationale skole, hvor borgmesteren bød udvalget velkommen til kommunen, LEGO Campus og Skolen Drive var på programmet om tirsdagen. Her fik udvalgets medlemmer virkelig indsigt i de fantastiske tiltag, som foregår i vores kommune, hvor legen er i centrum” fortæller Anni Matthiesen.

 

Udvalgsturen har foregået over to dage, hvor udvalget også har besøgt Dalum Landbrugsskole i Odense, IBC i Kolding og Designskolen Kolding. Alt sammen for at samle både gode idéer og udfordringer op, som inspiration til udvalgsarbejdet med børn- og undervisning.