Hvis man går i 3. til 7. klasse kan man godt begynde at finde badetøj og discomoves frem. Fredag den 6. oktober er der nemlig igen Aqua Disco i svømmehallen i MAGION.
Konceptet for Aqua Disco er enkelt. Svømmehallen omdannes til et vanddiskotek med discolys, musik og med masser af vandlegeredskaber i vandet. Aftenen er forbeholdt 3.-7. klasse, der får en anderledes oplevelse af svømmehallen med rig mulighed for at have det sjovt i vandet.
Aqua Disco er naturligvis 100% alkoholfrit. De almindelige regler for ophold i svømmehallen er gældende. Dvs. deltagerne skal kunne svømme og være mindst 8 år og altid følge livreddernes anvisninger. Der er ekstra personale i svømmehallen, så sikkerheden er i top.
Aqua Disco starter kl. 19 med adgang til omklædningsrummene fra kl. 18.50. Omkring kl. 20.40 fløjtes der op – som regel har de fleste børn også fået kørt det meste af krudtet af på dette tidspunkt. Prisen er 55 kr. pr. billet. Billetterne kan købes på magion.dk.
Vi opfordrer forældre til at hygge udenfor svømmehallen mens festen er i gang skriver MAGION i en pressemeddelelse.