Ny midlertidig pulje skal støtte fællesskabende aktiviteter for voksne

fællesskabende aktiviteter for voksneKultur- og Fritidsrådet lancerer nu en ny midlertidig pulje, som skal støtte fællesskabende aktiviteter for voksne. Puljen har ansøgningsfrist den 27. november 2023. Foto: Colourbox

Kultur- og Fritidsrådet er glade for at lancere en ny midlertidig pulje med det formål at støtte almennyttige aktiviteter for voksne, hvor der lægges vægt på at styrke fællesskabet.

Kultur- og Fritidsrådet har valgt at bruge overskydende midler fra aftenskoleområdet til en ny, midlertidige pulje, som er dedikeret til at støtte almennyttige og fællesskabende aktiviteter for voksne.

Puljen kan kun søges i 2023 og har ansøgningsfrist den 27. november.

Der er 75.000 kr. til fordelingen i puljen. 

”Vi har i Kultur- og Fritidsrådet valgt at omprioritere nogle ikke fordelte midler til en ny, midlertidig pulje, der skal understøtte fællesskabende aktiviteter for voksne. Da midlerne kommer fra Folkeoplysningsområdet, har det været vigtigt for os, at puljen læner sig op af folkeoplysningslovens principper. Dvs. med fokus på aktiviteten. Det er også vigtigt for os som råd, at de midler, vi uddeler, er til gavn og glæde for så mange borgere og aktører inden for Kultur- og fritidsområdet som muligt, så vi håber på mange ansøgninger til puljen.” – Siger Anette Grønholt Andersen, formand for Kultur- og Fritidsrådet i Billund Kommune i en pressemeddelelse

 

Kreative aktiviteter, bevægelse, fordybelse eller naturoplevelser?

Puljen har til formål at støtte almennyttige aktiviteter for voksne inden for Kultur- og Fritidsområdet, hvor aktiviteten er omdrejningspunktet.

Der kunne f.eks. være tale om materialer til kreative aktiviteter, indkøb af refleksveste til en ny gåklub eller andre bevægelsesaktiviteter, tilskud til fordybelsesaktiviteter indenfor f.eks. litteratur, kunst eller drama, tilskud til oplevelser i naturen eller andre aktiviteter, der bidrager til at styrke fællesskabet.

Man kan dog ikke søge tilskud til; Transport, forplejning og allerede planlagte eller afholdte aktiviteter.

Læs alle kriterier for puljen og søg puljen på www.billund.dk/pulje-til-fællesskabende-aktiviteter-for-voksne

 

Fakta:

  • Puljen har ansøgningsfrist den 27. november 2023
  • Støttede projekter skal realiseret inden udgangen af 2024
  • Der er i alt 75.000 kr. til fordeling i puljen
  • Alle ansøgninger behandles af Kultur- og Fritidsrådet den 5. december
  • Puljen er midlertidig og dermed kun gældende i 2023

 

Om Kultur- og Fritidsrådet: 

  • Kultur- og Fritidsrådet er et demokratisk valgt organ, som er talerør for alle kultur- og fritidsaktører i Billund Kommune.
  • Rådet består af repræsentanter fra seks områder: Idébetonede foreninger, kulturaktører, idrætsaktører, aftenskolerne, øvrige aktører og ikkeorganiserede aktører samt én politisk repræsentant.
  • Kultur- og Fritidsrådet arbejder for at alle borgere i Billund Kommune har gode rammer og vilkår for at deltage i et aktivt og mangfoldigt kultur- og fritidsliv.

Læs mere om Kultur- og Fritidsrådet på www.billund.dk/kultur-og-fritidsraadet