Den 16. november 2023 bliver der afholdt Borgermøde om nye muligheder for Grindsted Bys udvikling
De fire kommuner Billund, Esbjerg, Varde og Vejen har fra Banedanmark overtaget DSB’s tidligere jernbane fra Grindsted til Bramming.
I disse dage fremlægger en fælles arbejdsgruppe fra de fire kommuner en vision for ”Den Skæve Bane”, som omhandler den del af hele den gamle diagonalbane fra Randers til Esbjerg, der ligger mellem Grindsted og Bramming. Senere i år skal hver af de fire kommuners politikere tage stilling til hele projektet.
De matrikler, der udgør jernbanelinjen, varierer i bredde fra ca. 15 til 20 m. Det betyder, at jernbaneskinnerne, der stadig ligger fra Grindsteds tidligere stationsareal mod Bramming, kan benyttes til skinnecykler – samtidig med, at der anlægges en ny asfalteret cykelsti i god afstand til skinnerne, f. eks. på strækningen fra Grindsted Stations gamle perron 3 til gokartbanen ved Vesterhedevej.
Den Skæve Bane – også den del, der fra Grindsted går mod nord til Silkeborg – kan i fremtiden udvikle sig til en kultur- og turiststi med stor betydning for Grindsted. Den mulighed skal udnyttes skriver arrangørerne af borgermødet i en pressemeddelelse.
I forbindelse med den nødvendige grønne omstilling kan cykeltransport bogstaveligt talt være med til at skabe nye veje fremad for byen. Derfor har de to foreninger, Østbyens Beboerforening og Grindsted Den Grønne Hovedstad (GDGH), gennem et stykke tid arbejdet med planlægningen af et borgermøde for alle interesserede.
Borgermødet finder sted torsdag den 16. november 2023 kl. 19.00 i No.16 på Østergade.
Program for mødet ”Østbyen viser vejen”
- Velkomst v/ Erik Jespersen, formand for Østbyens Beboerforening
- Hvad betyder den grønne omstilling for Grindsted? v/ René Heiselberg Gier, formand for GEV og GDGH
- Cykelstierne i Grindsted – og andre ideer. Oplæg til debat v/ Ole Søbye, medlem af Østbyens Beboerforening og GDGH
- Afsluttende bemærkninger. Hvordan kan Billund Kommune udvikle Midtbyen og Østbyen v/ Mads Søbye Helbo, næstformand for udvalget for teknik, plan og kultur i Billund Kommune