Af Kai Bayer
Interview med fhv. tandlæge Helge Schydt – 3. del af 6 dele. Om drengeårene i Grindsted. Blev sendt på Lokalradio Grindsted den 29. november 1987
Det med at gå i byen, ja jeg tror ikke, at det dengang var de unge mennesker, der gik på smugkro .
Der fandtes jo smugkroer, det var ikke nogen hemmelighed, og de fleste vidste også, hvor smugkroerne var. Men det var altså ikke ungdommen, der prægede smugkroerne. Det der var det trælse dengang, det var drikkeriet rundt omkring ved forsamlingshusene og smugdrikkeriet på de tørlagte hoteller . Der var jo åbent i butikkerne til klokken 8-9 om aftenen lørdage, og her købte de så ind og drak dem i smug uden for bl.a. forsamlingshuset. Det var faktisk noget af det værste, for smugkroerne levede vi med .
Men i det beskyttede borgermiljø som jeg og mine forældre kom i, var alkohol ikke noget problem.
Man skulle jo være en 16-17 år, før man kunne tænke på at drikke øl, men vi havde i mine tidlige børneår nogle, som vi kaldte for banebørster. Devar med til at anlægge banen og en del af blev hængende. De kunne godt drikke bravt og at møde en fuld mand på gaden var meget almindeligt dengang. Men når man så tænker, at man i dag kan køre gennem større byer og se unge og lidt ældre sidde på bænke og i parker og drikke bajere, det fandt altså slet ikke sted dengang. Overhovedet ikke, det kunne man ikke.
I tredje klasse kom jeg om på privatskolen.
Og endte med at få præliminæreksamen, som det hed. Det var en fuldstændig anderledes skole. Det var under meget meget friere former, men frihed under ansvar. Vi fik bestilt noget, og vi fik lært noget, og jeg kan ikke sige nok godt om den skole, og det tror jeg nok er fælles for de fleste, der har gået der. Navnlig i Futtrups tid, fordi hr. og fru Futtrup var som et forældrepar på skolen og formodentlig også for de gamle elever, og det kom mig til gode efter , at jeg var flyttet til København for at læse. Futtrup samlede nemlig engang imellem sine gamle elever inde i Grundtvigs hus på Vartov inde midt i København og sørgede så altid for et eller andet arrangement til underholdning og opbyggelse.