Bruno fortæller om sit liv og spiller sine Julesange ved 10 arrangementer inden Jul.

Bruno Jochumsen - Privatfoto

Bankmanden Bruno – Bondeknægten, der blev noget ved musikken

Sådan kalder Bruno Jochumsen fra Grindsted, sin fortælling om bl.a. livet som bondeknægt i Outrup, bankmand i Sydbank gennem 43 år, besøget hos Dronningen og ikke mindst sine 5 julesange, der alle har sat sit aftryk på DRs Dansktopliste i julemånederne siden 2016. Endda selvom Bruno ikke selv kan skrive noder til de sange han komponerer.

Sangene er indspillet og sunget af professionelle musikere fra øverste hylde, med Ronnie Flyvbjerg Olesen som tovholder.

Alle har jo sin fortælling, og sidste år blev Bruno kontaktet af Ældre Sagen i Grindsted, som spurgte om han ville besøge dem en eftermiddag på Mødestedet, for at dele sin fortælling med dem.

Det var egentligt vældigt hyggeligt, og siden Ronnie Flyvbjerg Olesen, Sanne Mikkelsen og Bruno, sidste Jul var med i TV-programmet ”Nul Julestjerner”, med sangen Der er Nisser overalt, har der været stigende interesse for at få Bruno på besøg.

Det er typisk foreninger, der holder en eller anden for julearrangement, og som gerne vil have lidt underholdning på hver side af en kaffepause, der har bedt mig komme og dele ud af mine oplevelser, fortæller Bruno Jochumsen. Flere af stederne, skal vi også synge kendte julesange, så det kommer rigtigt til at dufte af jul.

 

Fortælling med lune

Jeg forsøger at gi’ min fortælling en humoristisk vinkel, og når man lige er fyldt 63 år, er der nok små anekdoter at plukke af. Jeg har sammensat et program på 2 x 45 minutter, krydret med mine julesange, masser af fotos, vers på rim,  og små videoklip fra TV-Syd og DR, alt sammen for at gøre fortællingen så levende som mulig.

Brunos Juletur bringer ham inden jul til Taps, Almind, Bramdrupdam, Billund, Helle Hallen, Henne Kro, Ribe, Fåborg, Tåsinge og Hejnsvig.  Så der bliver drøn på, når han også skal passe sit 20-timers job i Billund Bad og Wellness.        

Se mere på: https://brunosbedstejulesange.dk/453456345.

 

Ny sang på vej

Bruno barsler i øvrigt inden jul med en ny udgivelse. Denne gang er det ikke en decideret julesang, men en sang på 4 vers, et vers om hver årstid.

Tour de Fance er jo en tur rundt i Frankrig, og min sang er en tur rundt om naturens årstider Danmark, så derfor har jeg valgt at kalde sangen TOUR de NATUR. I vinterverset bliver der tændt julelys på havens træer, så hel julefri er sangen altså ikke.

Se mere på: https://brunosbedstejulesange.dk/tour-de-natur