Af Louis Bülow
Besættelse og modstandskamp
Op gennem historien har fordomme og giftige fjendebilleder været brugt til dæmonisering, forfølgelse og i sidste ende systematisk udryddelse af ”uønskede” medborgere. Dem der var anderledes, dem der skilte sig ud, dem der ikke hørte hjemme.
Den tyske besættelse
Som dengang nazistiske horder trawlede Europa igennem i jagten på jøder og gennemførte et historisk folkedrab, hvor seks millioner blev udryddet i et inferno af barbari uden sidestykke i verdenshistorien.
Axel Voigt
Herhjemme så langt den største del af befolkningen under besættelsen passivt til fra sidelinjen, og kun få havde modet til at trodse Gestapos tyranni og undertrykkelse. En af de modstandsfolk, der i Aarhus var med i kampen mod nazisterne, var den 35-årige Axel Voigt, der boede med sin familie på Lerbækvej i Risskov. Han var i 1938 blevet gift med Karen, og de havde under besættelsen to børn og èt i vente. Siden kom det fjerde og sidste barn til.
Axel Voigt arbejdede som videnskabelig assistent ved Det Kemiske Institut ved Aarhus Universitet, samtidigt med at han tog del i en række illegale aktiviteter i det østjyske. Men en stikker angav ham til Gestapo, og den 14. december 1943 blev han hentet af tyskerne i hjemmet i Risskov og smidt i en celle i Ting- og Arresthuset på Vester Allé i Aarhus.
Han blev underkastet timelange afhøringer men holdt stand, og Gestapo fik intet ud af ham.
Røde Kors
Julen stod for døren, og der indtraf nærmest et lille mirakel, da de fængslede modstandsfolk og sabotører juleaftensdag blev ført fra deres celler op til arrestens anden sal. Her blev de modtaget af direktør Kjær fra Røde Kors i Aarhus, der kunne bringe hilsener fra familie og venner og overrække store julepakker til hver enkelt. En pakke, der indeholdt næsten alt, hvad en fanges hjerte kunne begære.
Axel fortalte
Efter befrielsen fortalte Axel Voigt, hvordan han bevæget stod med tårer i øjnene og ikke kunne få et ord frem. Da han var kommet tilbage til cellen og var alene, lagde han hovedet i hænderne og græd – ”græd over livet, som jeg måske skulle miste, over kone og børn og familie, der gik i uvished om min skæbne, og over julens godhed, der fik mig til at føle, at jeg ikke var forladt af Gud og mennesker. En lang befriende gråd, der gjorde det muligt for mig at holde en rigtig juleaften.”
Vestre Fængsel
Axel Voigt blev senere overført til Vestre Fængsel og efter måneders ophold i interneringslejrene Horserød og Frøslev deporteret til KZ Neuengamme i november 1944. Næsten mirakuløst overlevede han nazistiske KZ-lejre og udryddelsesfabrikker, der myrdede løs. Syg og udmarvet vendte han tilbage til Aarhus efter befrielsen.
Sidste jul for Alf Tolboe Jensen
For en anden af de fængslede modstandsfolk i arresten på Vester Allé skulle julen i 1943 blive hans sidste. Tidligt om morgenen den 29. december lød der et infernalsk spektakel af støvletramp, tyske kommandoråb og raslen med nøgler i gangene bag fængslets tykke mure, og den 25-årige Alf Tolboe Jensen fra Brabrand blev hentet ud af sin celle. Han vidste kun alt for godt, hvad der nu forestod, og han kom til at betale den højeste pris …
Alf Tolboe Jensen havde været med i det illegale modstandsarbejde i Aarhus og deltaget i såvel industri- som jernbanesabotagen, ligesom han som kurer havde fordelt sprængstoffer til flere af de større jyske byer. Han havde tillige været leder af en terrænsportsgruppe, der udgjorde en lokal modstandsgruppe.
Barske afhøringer
I oktober 1943 var han blevet arresteret på Vesterbro Torv, og under barske afhøringer forsøgte Gestapo at knække den unge frihedskæmper. Han blev også lokket med et tilbud om at redde livet ved at træde i tysk tjeneste, men han afviste. Den 24. november blev han dømt til døden ved en tysk krigsret sammen med 5 modstandsfolk fra Randers og Aarhus – de første dødsdomme i Aarhus.
Benådning blev afslået
Aftenen før henrettelsen fik han besked om, at hans benådningsansøgning var afslået, og dødsdommen ville blive fuldbyrdet få timer senere. Han fik lov til at skrive et afskedsbrev til forældrene, og hans sidste ord står stærke tilbage:
”Kære Far og Mor
Ja, saa er det altsaa sket, jeg havde regnet med Benaadning, da der gik så lang Tid; men det var altsaa et forfængeligt Haab … til Jer selv sender jeg de bedste Hilsner og beder om Tilgivelse for den Uret, jeg har gjort mod Jer, da jeg jo desværre ikke altid har været saadan over for Jer, som I kunde ønske … de kærligste Hilsner til Jer fra Eders Søn.”
Blev henrettet om morgenen
Alf Tolboe Jensen blev ført fra arresten til henrettelsespladsen ved Vester Allés Kaserne af to tyske feltgendarmer, hvor han blev bundet til en pæl, opstillet under et halvtag i kasernegården. Den tyske feltpræst fik lov at tale med ham nogle få minutter, og klokken 8,02 lød henrettelsespelotonens geværsalver i morgendisen …
Parken ved Musikhuset i Aarhus prydes i dag af blomster, bænke og springvand, og midt i idyllen kan man se en rund mindeplade af bronze over Alf Tolboe Jensen – lagt netop hèr, hvor den unge modstandsmand dengang blev skudt af tyskerne.
Husbjerg Klit
Efter henrettelsen bragte Gestapo liget af Alf Tolboe Jensen til det militære skydeterræn ved Oksbøl, hvor han i al hemmelighed blev begravet nær Husbjerg Klit – i samme grav som sine fem kammerater. De unge fra Randers og Aarhus var allerede i begyndelsen af december 1943 blevet henrettet på Skæring Hede nord for Aarhus, hvor der er rejst en mindesten med et vers af digterpræsten Kaj Munk indhugget:
Drenge, I Drenge som døde
I tændte for Danmark i dybeste Mulm
en lysende Morgenrøde.
Ligene af de seks frihedskæmpere blev efter befrielsen fundet og identificeret:
Anders William Andersen, 19 år, Oluf Akselbo Kroer, 27 år, Sven Christian Johannesen, 20 år, og Otto Andreas Konrad Manley Christiansen, 19 år, alle fra Randers, samt Georg Mørk Christiansen, 22 år fra Aarhus.
Og Alf Tolboe Jensen, hvis jordiske rester blev ført hjem til Brabrand, hvor han blev genbegravet den 24. maj 1945 ved Brabrand Kirke. Hans gravsten bærer indskriften: ”Større kærlighed har ingen end denne – at sætte livet til for sine venner. Tak for din daad”.
Alf Toldboe Jensen blev efter henrettelsen mindet i forældrenes hjem i Brabrand – Kilde:Brabrand-Aarslev Lokalhistoriske Arkiv
