Højskoleformiddag med Gudmund Larsen – 43 år i Uniform

Gudmund Larsen - Foto: René Lind Gammelmark

Gudmund Larsen kommer forbi Kirkehuset og fortæller om sine 43 år i uniform. Det sker i morgen torsdag den 30. november kl. 10.00.

 

Gudmund Larsen er et kendt ansigt i Grindsted. Han var i ordenspolitiet i 43 år, og i år kan han fejre 65 år i FDF-regi.

Men det er som forhenværende betjent, at Gudmund Larsen holder foredrag i Kirkehuset. Han gik på pension i 2015, men der gik ikke lang tid, inden Gudmund Larsen hurtigt fik fyldt kalenderen med alt muligt andet skriver Grindsted og Urup Sogne i en pressemeddelelse.

Gudmund Larsen gik på Politiskolen i København i seks år og kom herefter til Grindsted, hvor han især gik op i det præventive arbejde. Den tidligere betjent har ikke været forskånet for chikane. Det har han personligt oplevet med blandt andet hærværk på sin bil og postkasse.

Nu holder han så foredrag om sit spændende liv i uniform.
”Jeg er ikke den store foredragsholder,” siger Gudmund Larsen, men det kan man selv bedømme ved at møde frem, når der er Højskoleformiddag i Kirkehuset i Grindsted.

Foredrag, kaffe og rundstykke koster 40 kr.