Af Louis Bülow
En råkold oktoberdag i år kunne min bedste ven og barndomskammerat Freddy Gregersen fra 1950’ernes fattige landbosamfund i Hejnsvig have fejret sin 74 års fødselsdag, men skæbnen ville det helt anderledes.
Mens himlen græder med med en stille regn, rinder glade erindringsglimt mig ihú om Freddy Gregersen, en kæk og opvakt knægt med drømme, håb og mod på livets mange facetter. Tappert omfavnede han sin skæbne som bløderpatient og ragede op som et fyrtårn blandt landsbyens børn og unge for sit mod og sine fine menneskelige kvaliteter.
Freddy i Hejnsvig i 1950’erne – Privatfoto
I dag er hans skæbnefortælling indhyllet i glemslens tusmørke, men tilbage i 1980’erne gjorde han en forskel, der fortjener at blive draget frem og husket.
Allerede tilbage i 1983 skrev Freddy Gregersen som den måske første danske bløderpatient direkte til Sundhedstyrelsen og gjorde opmærksom på dén risiko, der kunne være ved, at blødernes faktor-præparater ikke var varmebehandlede.
Udstødt som en paria og dødsmærket af AIDS trådte Freddy frem og råbte vagt i gevær som et helt uskyldigt offer for den forfærdelige blødertragedie, der gav genlyd over hele landet og ryddede alle medieflader og avisoverskrifter.
91 danske bløderpatienter blev dengang smittet med den dødelige hiv-virus gennem inficeret donorblod. Vi taler ikke anonyme tal i en tør og kedelig statistik – vi taler 91 unikke skæbner, blandt dem Freddy, der i dè år kun havde barske lidelser og død at se frem til.
For tid og evighed en skamplet i dansk samfundshistorie med en Sundhedsstyrelse, der sov, medicinalproducenter, der ville tjene penge og en indenrigsminister, der ville spare …
Da det stod klart, at bløder-patienternes faktormedicin og donorblod kunne være smittebærende, slog Danmarks Bløderforening katastrofealarm. Man pressede på for at få sundhedsmyndighederne til at stille krav om screenet og varmebehandlet blod, der var garanteret fri for hiv-virus, men der blev truffet dén beslutning, at det skulle der ikke ofres penge på.
-De kan rende og hoppe …”
Den rappe bemærkning skrev den ansvarlige minister déngang med kuglepen i margenen på Bløderforeningens ansøgning om bevilling af penge til at sikre rene blodpræparater. Hun havde tidligere i Politiken givet udtryk for, at hun ikke fandt aids i Danmark alarmerende og fandt det ikke nødvendigt, at regeringen brugte flere ressourcer på en forebyggende indsats.
Et erindringsbillede fra 1980’erne trænger sig på:
Freddy Gregersen forstår at leve med sin blødersygdom, men midt i 1980’erne taber han sin årelange kamp, da hans donorblod bliver inficeret med den dødelige hiv-virus.
Nu ligger han afkræftet hén på sit sygeleje som et uskyldigt offer for bløderskandalen. Dødsmærket af ondartet sygdom med cancer, svære feberanfald og svækket immunforsvar er fremtidsudsigter uden håb hans barske virkelighed med kun lidelse og død at se frem til.
Han er gået i sultestrejke som et sidste desperat forsøg på at råbe de ansvarlige myndigheder op og udkæmper nu sit livs sidste kamp. Med sin sultestrejke sprænger Freddy alle rammer i håb om en mere menneskelig sagsbehandling, forbedrede behandlingsvilkår og bedre økonomiske forhold for de aids-ramte bløderpatienter.
Endnu et erindringsbillede fra slutningen af 1980érne toner frem.
Jeg skruer tid og sted godt tre årtier tilbage til en lejlighed i Grønningen i Grindsted. Det er en lun sommeraften for åbne vinduer med lyden af sorgløst legende børn, kåd fuglekvidder og vindens blide hvisken som en svag summen i det fjerne.
Stilheden flænses af en ubarmhjertig ringen på døren. Udenfor står Freddy, min barndomsven, der uventet dukker op, mærket på liv og sjæl af en dødelig sygdom. Knuget af uforløste drømme og bristede illusioner føler han sig forladt af Gud og mennesker og er ved at give op.
Tavse sidder vi der, til tankerne finder ord, og vi lader skønne minder og erindringsglimt bære tilbage til barndommens land i Hejnsvig til en lykkelig og sorgløs tid med kærlighed og godhed intakt. Tilbage til vore kære, dem, vi savner.
Vi mindes gamle dages julehøjtid i Hejnsvig med den gamle landsbykirke, der kimer julen ind, mens blide snefnug drysser sit hvide slør over land og by.
Landsbyens kække drenge stimler sammen på lillebyens stier og markveje, og snart gjalder råbet Ta’ Freddy med …“
De tropper op ved Missionshuset og får bakset Freddy med kørestol og hundehvalp over kantstene og andre forhindringer for at komme tæt på årets juleudstillinger i butikkerne med de smukt oplyste vinduer.
En julehøjtid af de særlige. Stemningsfyldte juletog på skinner, nikkende julenisser og kunstige snelandskaber er julens helt store trækplaster og et tilløbsstykke for børn og barnlige sjæle, der presser næserne flade.
Freddy er en sej og tapper kriger og med i første række, når der leges røvere og soldater, cowboy og indianer eller spilles fodbold på stadion. Om vinteren boltrer Hejnsvigs børn sig med skøjter på en tiliset mark, og Freddy fræser glad rundt i sin kørestol. Bagefter bliver der hygget omkring den søvnige gadelygte ved Annas ishus eller Aages pølsebod, der ligger lige overfor stadion.
Bredgade i Hejnsvig i 1950’erne – Kilde: Hejnsvig Sognearkiv
I lejligheden i Grønningen er det blevet tid til vor sidste afsked, vort sidste farvel …
Tæppet kan gå for sidste akt. Bitter og desillusioneret anmelder Freddy sin udtræden af folkekirken til den lokale sognepræst, han afbryder enhver kontakt med familien og alle andre mennesker for at kunne dø i det stille, og hans sidste ønske er, at hans aske må blive strøet ud over vandet.
Få måneder senere sover Freddy Gregersen stille ind …