Sanders Historiske Hjørne: Sønderskov Herregård, det kulturhistoriske museum og Christian 4.

Sanders Historiske Hjørne

Af Carsten Sander Christensen

 

Sønderskov Herregård ligger umiddelbart syd for Brørup eller lidt mere præcist godt syv kilometer sydvest for Vejen.

I nogle kilder benævnes stedet også Sønderskov Slot og for at gøre det hele mere kompliceret hedder stedet Sønderskov Hovedgård i dag.

Bygningerne, der var i en lidt sørgelig stand blev i 1986 solgte til den lokale tømrermester Helge Kragelund.

Det er vel mestendels tømrermestrenes fortjeneste, at slottet faktisk fik sit flotte ydre udseende som man kender det i 2023.

Helge Kragelund gik i de efterfølgende syv år i gang med at restaurere Sønderskovs bygninger. Desuden trådte den daværende Vejen Kommune ind i processen omkring 1988. Årsagen var, at kommunen i de følgende år ville gøre Sønderskov til kulturhistorisk museum i området. Museet blev statsanerkendt i 1990.

Efter anerkendelsen gik den daværende museumsdirektør Svend Aage Knudsen i gang med at gennem restaurere stedet så det blev til et museum. I 1992 blev Sønderskov hædret med tildelingen af et Europa Nostra Diplom for at værne om Danmarks bygningskultur. I december 1999 gik stormen hårdt ud over Sønderskovs tag.

 

Men Sønderskovs historie går selvfølgelig langt længere tilbage.

Vi skal mere end 600 år tilbage for at finde de første skrevne kilder omkring stedet. I 1400-tallet finder man de første beviser for Sønderskovs eksistens. Men med så meget andet her på egnen, kan man nok godt regne med at Sønderskov er endnu ældre. Blandet andet på grund at stedet centrale beliggenhed mellem Jyllands øst- og vestkyst.

 

I 1448 fremgår det, at ejeren hed Jacob Nielsen.

Hvis man ikke var adelig på daværende tidspunkt i Danmarkshistorien kunne man ikke eje en herregård. De jure stod den i konens navn, da hun var af adelig slægt. Hun hed Bothilde Nielsdatter. Senere blev Sønderskov overdraget i fire årtier til Ribe Domkapitel. I perioden 1483-1505 hed ejeren Henrik Steen og han var i familie med den førnævnte Bothilde.

 

I såvel 1500-tallet som 1600-tallet øges Sønderskovs betydning for lokalområdet.

Gården tilhørte i løbet af hele 1500-tallet slægten Galskytte indtil Bege Clausdatter Emmikesen i 1600 solgte gården til Børge Rosenkrantz. Rosenkrantz opholdt sig mest på sin skånske herregård Ørup og boede således ikke på gården, som efter hans død 1614 blev solgt til Thomas Juel. Når man betragter Sønderskov lille slotspark fornemmer man, at der i fordums tid har været andre og mere betydningsfulde tider for herregården. Især om foråret når den lille park er i fuldt flor.

 

Under Thomas Juels ejerskab skulle der have fundet en hændelse sted.

En lokal skriverkarl på Sønderskov skulle have udødeliggjort hændelsen. En solrig forårsdag skulle Christian 4. været kommet på et uanmeldt besøg. Thomas Juel, der var smed om en hals og samtidig elskede alle former for havearbejde, skulle have været nærmest kulsort af dagens gerninger ligesom han havde alskens smedeværktøj i hænderne. I følge forlydenderne skulle Christian 4. så have udtalt om den lokale smed foran ham kunne fortælle hvor godsejeren befandt sig. Her måtte Thomas Juel jo så gå til bekendelse. Christian 4.s reaktion er der ingen der kender.

Thomas Juels nevø Manderup Due arvede i 1648 gården efter sin barnløse onkel. Due var lensmand i Thy og opholdt sig i modsætning til sin søn Jørgen Skeel Due – der arvede såvel Sønderskov som lensmandsposten – ikke så meget på Sønderskov. Jørgen Skeel Due, der var en meget berejst og veludannet mand, slog sig imidlertid ned på gården, hvor han havde en betragtelig stab.

 

Hele 1700-tallet var præget af den brydningstids Danmark befandt sig.

Med kulminationen i Stavnsbåndets ophævelse i 1788. Hoveri og fæstebønder var en besværlig størrelse at have med at gøre. I 1750 overtog Samuel Nicolaus Claudius, der var amtsforvalter i Slesvig Amt Sønderskov. Amtsforvalteren var af den gamle skole. Han ønskede at forbedre gårdens drift og gik i gang med at øge fæstebøndernes hoveri. Fæstebønderne klagede over det øgede hoveri, og myndigheder gav – til Claudius store fortørnelse – dem delvist ret i deres klager. Claudius blev derfor pålagt at indskrænke hoveri, og i frustration herover valgte han i 1769 at sælge Sønderskov.

 

Uroen havde i flere år ulmet blandt Sønderskovs fæstebønder.

Det var også en af årsagerne til, At Claudius smed tøjlerne. Han solgte gården til en kun 26-årig ung mand, Jens Frederik Wodschou. Men situationen skulle komme til at præge Sønderskov og lokalområdet i mange år frem.

Dette salg satte startskuddet for en periode med mange forskellige ejere, der kun sad på gården i kort tid. I løbet af denne tid blev store dele af gårdens fæstegods frasolgt, men også selve hovedgårdsjorden blev udstykket og frasolgt.

 

Først da Peder Momsen i 1819 købte Sønderskov, blev ejerskabet mere stabilt.

Efterkommere af Peder Momsen sad på gården indtil 1925, hvor den i forbindelse med en byttehandel kom i J. Bundsgaards besiddelse. Adelsmænd og Herregård løbt langtsomt ud i sandet for Sønderskov. Ligesom landets øvrige godser mistede såvel adel som herresæderne deres betydning. Gårdens historie i 1900-tallet er – som i 1700-tallet – præget af mange ejere og hyppige handler. Op gennem 1970’erne og 1980’erne gik Sønderskov i forfald.

Men så overtog som nævnt den lokale tømrermester Helge Kragelund Sønderskov i 1986 og den gamle herregård fik nok engang nyt liv.

Sønderskov Herregård

Sønderskov Herregård – Privatfoto