Ankomstområdet i Billund Lufthavn skal repræsentere hele Vestdanmark

Ankomstområdet i Billund LufthavnPR-Foto: Billund Lufthavn
Mayland 2025 banner

Når turister og erhvervsturister flyver til Danmark og lander i Billund Lufthavn, vil de fra april blive mødt af alle de fortræffeligheder, der er i Vestdanmark. I går var kunstneren Kristian Djurhuus med kunstnernavnet Mormor sammen med 50 børn fra Billund for at lade sig inspirere til et stort kunstværk til projektet.

I august 2019 var børn fra Billund på besøg i Billund Lufthavn til en workshop om at gøre ankomstområdet for passagerer, der lander i Billund Lufthavn, mere imødekommende og nærværende. Formålet med at redesigne ankomstområdet var og er at trække Billunds DNA – og hele Vestdanmarks DNA – ind i lufthavnen i mødet med gæsterne.

Nu er projektet igen taget op på den anden side af Corona, og det er til stor begejstring for Billund Lufthavns Head of Passenger Experience, Ditte Bank Thorsager:

– Vi vil trække kerneværdier, DNA og særlige kendetegn fra Billund og hele Vestdanmark ind i ankomsten, så det er det første, der møder gæsterne, når de lander i Billund Lufthavn. Det skal være inspirerende, tankevækkende, og det skal være noget, man som dansker og som personale i Billund Lufthavn kan være stolte af, fortæller Ditte og fortsætter:

– Det nye design skal understøtte den gode oplevelse i Billund Lufthavn. Vi fokuserer meget på rejsen fra bilsæde til flysæde, men den modsatte vej er ligeså vigtig. Man skal føle sig velkommen og taget godt i mod, når man lander i Billund Lufthavn, og det vil vi bl.a. gøre igennem kunst, pynt med LEGO, lyng, illustrationer af vindmøller og meget mere, der repræsenterer hele Vestdanmark med erhvervsliv og turistmål.

 

Ti ankomstområder, ti særlige nedslag

I Billund Lufthavn er der ti broer, der kan køres til et ankommet fly, så passagerne kan komme ud og ind i ankomstområdet. Hver af de ti broer har ét særligt nedslagspunkt som f.eks. kan være LEGO i én bro, Vadehavet i en anden, vindmøller i en tredje osv. I går tog kunstneren Kristian Djurhuus med kunstnernavnet Mormor hul på at omdanne én af de ti gates til kunst, der skal rumme hele Vestdanmark.

Kristian Djurhuus fokus er at skabe et kunstmaleri, som skal kunne give hver enkel gæst en forskellig historie. En 10-årig dreng vil lægge mærke til andre elementer og historier end en erhvervsrejsende, en pensionist eller en anden 10-årig dreng. Men alt sammen skal afspejle centrale elementer af, hvorfor Vestdanmark er et attraktivt rejsemål for turister og erhvervsrejsende.

– I Vestdanmark kan man opleve østerssafari, klitlandskab ved Vesterhavet, turistattraktioner, et stærkt erhvervsliv og i det hele taget en helt særlig kultur. Jeg vil lave et levende kunstværk, hvor dem, der kigger på det, vil se og føle noget forskelligt. Det skal være levende arkitektur – et bybillede – man ville ønske, at man kunne gå ind i og selv gå på eventyr. Det passer perfekt til lufthavnen, hvor der hver dag er nye gæster på eventyr, fortæller Kristian Djurhuus.

I går afholdte Kristian Djurhuus workshop med omkring 50 kreative børn fra den internationale skole i Billund og Billedskolen Billund. For kunstværket skal også afspejle DNA’en i Billund – det gode børneliv.

– Det er en stor fornøjelse, at jeg kan hente inspiration fra lokale børn i Billund, og man kommer til at kunne mærke DNA’en det gode børneliv i store dele af kunstværket. Børnene vil også fremadrettet kunne gå forbi det og genkende nogle oplevelser eller følelser, som de har været med til at inspirere mig med, afslutter Kristian Djurhuus i en pressemeddelelse fra Billund Lufthavn.

Ankomstområdet i Billund Lufthavn

Kristian Djurhuus (Mormor) snakker med to kreative piger fra workshoppen. – PR-Foto: Billund Lufthavn

Ankomstområdet i Billund LufthavnAnkomstområdet i Billund Lufthavn

Alle 50 børn var oppe at tegne på det store lærred, som Kristian Djurhuus (Mormor) tager med tilbage i sit studie – PR-Foto: Billund Lufthavn

PR-Foto: Billund Lufthavn

Welcome to Billund – en sød tegning fra én af de 50 børn, der er fyldt med gode minder og kærlighed. – PR-Foto: Billulnd Lufthavn

Mayland 2025 banner