Mindeord for Bodil Strandhave, en sand ildsjæl fra Hejnsvig. 

MindeordFoto: iStock/vovik_mar

Mindeord for Bodil Strandhave, en sand ildsjæl fra Hejnsvig skrevet af Louise Daugaard

Tirsdag morgen modtog jeg med stor sorg beskeden om Bodil’s pludselige død. 

Bodil var en sand ildsjæl, som jeg lærte at kende ekstra godt gennem mine 11 år i Markedsudvalget i Hejnsvig. 

 

Bodil var en kæmpe drivkraft gennem mange mange år, blandt andet i idrætsforeningen, hvor hun altid var at finde på stadion, som multi-kvinde, som ansvarlig for cafeteriaet, rengøring, tøjvask og meget andet. Mange timer er der blevet arbejdet flittigt her, også sammen med Bodil’s kære mand Hans, og børn, svigerbørn og børnebørn. Dét var et familieforetagende og en familieindsats. 

 

Når der ikke skulle betjenes kunder bag disken, havde Bodil tid til også at finde sammen med os andre på terrassen, hvor vi sammen med mange andre nød en kold øl og heppede på Hejnsvig – hvor Bodil også bakkede op om sine tre drenge Carsten, Anders og Lars. 

Udover dem har Bodil haft mange drenge…og piger, der ikke var hendes egne, men vi er mange, der har kaldt hende ‘Mor Bodil’. 

 

Udover idrætsforeningen var Bodil og Hans også sammen bærende kræfter for Hejnsvig Marked og indsamling af penge til Hal-byggeriet i Hejnsvig, blandt andet via Skrotbanden, hvor de sammen med andre stærke frivillige samlede rigtig mange penge ind, der var med til at muliggøre, at vi den dag i dag har en flot ny hal i Hejnsvig…også her i hallen var Bodil naturligvis også at finde i kiosken til diverse stævner og kampe helt fra min barndom og frem til nu. 

 

Markedsudvalget har gennem sin tid haft mange fantastiske frivillige. 

Bodil har altid været der, altid, og hun vil blive så forfærdeligt savnet – naturligvis på grund af sin store indsats, men allermest på grund af, at hun var et fantastisk dejligt menneske. 

De opgaver Bodil havde – som hun iøvrigt gerne selv tog på sig – de blev løst! Der var bare styr på alt, der lå i hendes hænder. Hun forventede også det modsatte, og i hendes kyndige hænder er mange unge mennesker oplært både i hallen og på stadion. 

 

Bodil tænkte meget på mennesker. Hun besluttede blandt andet, at de frivillige der arbejdede i ugerne op til markedet skulle have ordentlig mad for deres uvurderlige indsats. Så også dét påtog Bodil sig, og vi fik serveret alt lige fra flæskesteg til tarteletter. God gedigen mad til alle de hårdt arbejdende frivillige. 

I min tid i Markedsudvalget, selv de år jeg sad som formand, var Bodil mere på stadion end jeg selv op til markedet. Den første der kom og den sidste der gik. Arbejdsmoralen var altid høj. 

 

Kære Bodil. Du er og bliver en ener! Der findes ingen som dig, og jeg vil savne dig. Tak for grin og sjov, tak for fantastisk samarbejde, tak for gode knus og tak fordi du altid gik til alle vores opgaver med vilje, oprejst pande og gåpåmod. Intet var umuligt, dét var bare fuld fart frem – vi løste det, med dig bag roret sammen med din Hans. Tak ♥️

 

Ære være Bodil’s minde,

Louise Daugaard