Ugens Film Uge 21/2024 i Grindsted Kino er følgende film: IF-Fantasivenner, Pigen, der fortalte film, Vagabonderne på Bakkegården og filmen Fuld af kærlighed
IF -fantasivenner – Spiller: 20. – 25. og 26. maj
‘If – Fantasivenner’ er et nyt komedie-drama af John Krasinski, der både agerer instruktør, skuespiller, forfatter og producer.
Filmen handler om en pige, som kan se alles fantasivenner og hvad hun bruger sine superkræfter til, da hun begiver sig ud på et magisk eventyr for at genforene fantasivennerne og deres børn.
‘If – Fantasivenner’ vises med danske stemmer.
PR-Foto
Pigen, der fortalte film – Spiller: 20. – 21. maj
Filmen ‘Pigen der fortalte film’ foregår i en afsides minelandsby midt i Chiles ubarmhjertige Atacama-ørken bor den unge Maria med sine forældre og sine tre søskende. Familien knokler for at få tingene til at hænge sammen, og hverdagen rummer ikke mange glæder. Der er dog ét lys i denne golde verden. Et sted, hvor magien lever: Den lokale biograf. Men efter at en eksplosion i minen forandrer familiens liv, har de nu kun råd til at sende ét familiemedlem i biografen. Maria udviser et stort talent som historiefortæller, og får derfor opgaven at se filmene, for derefter at genfortælle dem for familien. Årene går og Marias liv ændres i takt med Chiles historie. Før hun ved af det, er hendes livlige fortællinger samlingspunktet for hele byen, der lider under Pinochets kvælende diktatur og mere end nogensinde før har brug for håb.
PR-Foto
Gamle film – Vagabonderne fra Bakkegården – Spiller: 22. maj kl. 19.00
Det er i Jylland, en tidlig sommermorgen. En vagabond vågner i en høstak, han er en yngre, kraftig mand med et par leende grå øjne under det sortkrøllede hår. Han hedder Martin, og han kunne godt se ud som om, han var af taterslægt. Han er rig, ikke på penge, men på humor og livsglæde. Han synger sig frem for et måltid mad og en lo til at sove i.
PR-Foto
Fuld af kærlighed – Spiller: 23. – 26. maj
Den danske film ‘Fuld af kærlighed’ er et drama om, hvad der på overfladen ligner en helt almindelig dansk familie.
Men efter en alvorlig ulykke i hjemmet bliver faren mødt med et ultimativt krav fra sin kone og deres tre børn: Stop med at drikke og gå i behandling, ellers vil vi ikke se dig igen. Og pludselig står den bare 20-årige Sofia midt i en dyb livskrise, der ikke engang er hendes egen. Hun påtager sig ufrivilligt ansvaret for at holde sammen på sin familie, netop som hun ellers var på vej ud i et selvstændigt liv som ung voksen med veninder, kæreste og rejseplaner. For selvom hendes far vender ædru hjem efter fem ugers afvænning som et sundere og mere taknemmeligt menneske, er han måske ikke længere så livlig og farverig, som da han drak. Det synes Sofias mor i hvert fald ikke. De mentale tømmermænd, som de begge to har sparet op over mange år, får nu deres forhold til at knage og brage – og igen er Sofia nødt til at være den voksne i familien. Men før Sofia kan hjælpe andre, må hun lære sine egne grænser at kende.
Biografklub Danmark
PR-Foto