FGU-elever bidrager med deres kreativitet til Skole OL-finalen

For tredje år i træk er FGU Trekanten i Grindsted med til at lave udsmykning til den olympiske by i børnehøjde. Foto: Billund Kommune

FGU-elever bidrager med deres kreativitet til Skole OL-finalen der bliver afholdt i Billund fra den 11. til 14. juni 2024

Elever fra FGU Trekanten i Grindsted har idéudviklet og arbejdet målrettet for at komme i mål med deres kreative bidrag til Skole OL-finalen den 11. juni- 14. juni.

De har blandt andet lavet den olympiske flamme, som lokale børn skal løbe ind med fra morgenstunden, når der bliver budt velkommen til Skole OL-finalen.

Hos FGU Trekanten i Grindsted har eleverne på faget Event & Design arbejdet med en kreativ ideproces frem mod Skole OL-finalen i Billund Idrætscenter. De er nemlig for tredje år i træk med til at lave forskellig udsmykning til den olympiske by i børnehøjde. Her har de i år bl.a. været med til at lave den olympiske flamme, beach zone, podier, skilte, cykelhjul i Skole-OL-farverne og udsmykningen af FGUs eget telt.

FGU-skiltet er udarbejdet med inspiration fra Hollywoodskiltet i Los Angeles og skal pynte ved skolens eget telt ved Billund Idrætscenter. Foto: Billund Kommune

En af de elever, som glæder sig til at være en del af årets Skole OL-finale, er Louise S. Andersen, der er 17 år gammel og til daglig er en del af holdet på Event & Design.

Det er første gang, hun skal opleve finalen som en del af FGU, hvor hun blandt andet har stået for at lave det store FGU-skilt med inspiration fra Hollywoodskiltet i Los Angeles, der skal pynte ved skolens eget telt ved Billund Idrætscenter.

“Det har været rigtig spændende at være en del af forberedelserne, fordi vi har fået lov til at bruge vores kreative evner og prøve en masse forskellige ting af. Jeg glæder mig til at opleve de ting, vi har lavet i aktion. Jeg er selv opvokset i området, så det bliver specielt for mig, og jeg glæder mig også til at se, hvad børnene synes om det. Det er jo for dem, vi laver det for,” fortæller Louise S. Andersen, FGU-elev.

Som noget nyt i FGU’s bidrag har de i år indgået et samarbejde med Bilka, hvor de arrangerer en fælles skattejagt for de deltagende elever. Her har FGU bygget forskellige vartegn fra de fem tidligere olympiske værtsbyer: Los Angeles, Paris, Tokyo, Athen og London. De vil være placeret rundt omkring i den skoleolympiske by ved Billund Idrætscenter, hvor det skal medvirke til, at deltagerne mærker OL-stemningen på hele pladsen. Størstedelen af FGU’s produkter er lavet ved at genbruge tidligere års materialer, mens de gennem den kreative idéudvikling har fundet på nye elementer til Skole OL-finalen.

Billund Kommunes borgmester Stephanie Storbank glæder sig over, at FGU igen i år har lyst til at bidrage til Skole OL-finalen.

“Jeg synes, det er fantastisk, at FGU for tredje år i træk bidrager til Skole OL-finalen med deres kreativitet. Deres store arbejde er med til at gøre den børneolympiske by unik, mens vi skaber gode oplevelser for de deltagende børn. Der skal derfor lyde en stor tak til eleverne fra FGU. Jeg glæder mig til at opleve den olympiske flamme og til at se alle de andre kreative bidrag fra FGUs elever,” siger Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.

 

Hos DIF Skole OL vækker det stor begejstring, at FGU med deres bidrag er med til at gøre den børneolympiske by ved Billund Idrætscenter til noget helt særligt.

”Vi er utrolig taknemmelige for samarbejdet med FGU, og det har været enormt lærerigt for os. De dygtige og kreative elever har været et inspirerende kreativt indspark til vores event, og de har skabt nogle flotte rammer, som vi glæder os til at vise børnene. Hertil kommer alt det, de har formået at skabe ud af ting, som vi måske ellers desværre har måtte smide ud. Det er virkelig over al forventning, og det skylder vi dem en tak for,” siger Janni Trane, projektleder for DIF Skole OL.

 

Fakta om Skole OL-finalen

  • Omkring 7400 børn fra 4. – 8.klasse fra hele Danmark indtager fra den 11.-14.juni Billund Idrætscenter til Skole OL-finalen.

Billund Kommunens værtskab er muliggjort med støtte fra Ole Kirk’s Fond