Her kan du se hvor der bliver afspærringer i Billund i forbindelse med Skole OL-Finalen i næste uge

Lokal succes til Skole OL-finalenFoto: René Lind Gammelmatrk

Her kan du se hvor der bliver afspærringer i Billund – i forbindelse med Skole OL-Finalen den 11. – 14. juni 2024

I næste uge er der Skole OL-Finale i Billund. Det foregår i dagene fra den 11. juni til og med den 14. juni 2024.

Det afholdes i og omkring Billund Idrætscenter, og derfor vil trafikken i området i perioder blive påvirket.

Flere husstande, ejendomme eller virksomheder vil blive berørt af det, og i denne artikel kan du læse om hvad det har af betydning for dig.

I løbet af ugen vil der være tidsbestemte afspærringer. Vi beklager de gener, dette måtte medføre, men vi vil på bedste vis forsøge at navigere dig rundt. 

 

Vigtige tidsrum for afspærringer:

Ændringerne af trafikken sker tirsdag den 11. juni til fredag den 14. juni hver morgen kl. 07.45-09.30 og hver eftermiddag kl. 15.00-17.15.

Se afspærringskort nederst på denne side.

 

Hver morgen kl. 07.45-09.30

  • Møllevej er ensrettet fra syd til nord fra Møllevej (der går ind til Mariehønen og Bænkebidderen mv.) og op til Mølleparken.

DOWNLOAD AFSPÆRRINGSKORT (PDF)

se hvor der bliver afspærringer

Illustration: Billund Kommune

 

Hver eftermiddag kl. 15.00-17.15

  • Møllevej er spærret mellem Møllevej (der går ind til Mariehønen og Bæn-kebidderen mv.) og Mølleparken.
    Ingen udkørsel fra Sønderkær ud på Møllevej.
  • Kærvej lukkes ved indkørslen til Idrætscentret
    • Beboerkørsel dog tilladt for beboere på Kærvej 102-126 og 202-268 såfremt kørsel ud fra boligområdet foregår af Kærvej mod øst.
  • Søndermarksvej er ensrettet fra syd til nord.

 

se hvor der bliver afspærringer

Illustration: Billund Kommune

DOWNLOAD AFSPÆRRINGSKORT (PDF)

 

Beredskab og udrykningskøretøjer:

Der vil selvfølgelig til hver en tid være adgang for beredskab og udrykningskøretøjer i hele området.

 

Hvorfor Skole OL-finalen i Billund?

Som Børnenes Hovedstad arbejder vi for at skabe en by og en kommune i børnehøjde. Vi vil være verdens bedste sted for børn.

Skole OL-finalen er et unikt udstillingsvindue for os som hjemsted for Børnenes Hovedstad. Omkring 7.000 børn fra hele landet kvalificerer sig til Skole OL-finalerne, og de vil se og opleve Børnenes Hovedstad på nærmeste hold. Skole OL-finalen er således en oplagt mulighed for at øge kendskabet til Børnenes Hovedstad hos børn fra hele landet og deres familier.

Skole OL-finalen arrangeres sammen med Skole OL og støttes af DIF – Danmarks Idrætsforening, TrygFonden, Nordea Fonden og Ole Kirk’s Fond.

Læs mere om Skole OL på www.skoleol.dk

Læs mere om Billund Kommunes værtskab for Skole OL-finalerne 2021-2024 på www.billund.dk/skoleol

 

Kom forbi og mærk Skole OL-stemningen

Vil du gerne se, hvorfor Billund Kommune spærrer af og omdanner Billund Idrætscenter til en OL-by i børnehøjde?

Så deltag i FOLKEFESTEN, der foregår den 12. og 13. juni fra kl. 16:30-21:00. 

Her kan du prøve de forskellige Skole OL-aktiviteter, nyde din aftensmad i StreetFood området, høre lækkert musik og opleve gadeteater, workshops og meget, meget mere.

Læs mere på www.billund.dk/folkefesten