Af Carsten Sander Christensen
Ild og optænding i huset og lidt om gamle ordsprog
– Man skal ikke kaste olie på ilden
– Man skal ikke lade ilden blive til aske
– Man skal ikke puste til gløderne
– Man skal ikke banke hul i væggen når man er i brændende hånd
Ild i gamle huse ordsprog, som dem ovenfor, er udtryk, der bruges til at beskrive situationer, hvor gamle eller ustabile forhold kan resultere i problemer eller farer.
Disse ordsprog bruges ofte som en advarsel eller en påmindelse om at være forsigtig i sådanne situationer. Ligesom de også kan bruges som en metafor for at beskrive problematiske eller risikable forhold i livet generelt. Ild i gamle huse ordsprog henviser generelt til en situation, hvor der er stor chance for, at noget går galt – primært når man bor i et gammelt hus med dårlige elinstallationer eller en kamin/pejs. Og selvfølgelig også metaforisk, hvis man befinder sig i en situation med mange potentielle problemer eller farer.
For bare 150 år siden var disse ordsprog dødelig virkelighed for egnens hedebønder og øvrige beboere her på egnen.
Disse ordsprog var leveregler, der brugtes som en påmindelse om at være opmærksom og forsigtig i den helt konkrete situation at varme huset op eller at tilberede maden. Ordsprogene brugtes til at understrege vigtigheden af at være opmærksom på hverdagens daglige gøremål og problematiske situationer. Ligeledes ikke at ignorere advarsler og potentielle risici.
For 150 år siden havde kvinden mange gøremål på engbrugene her på egnen
Det var hende, der skulle sørge for den daglige husholdning med madlavning og rengøring. Men også optændingen og opvarmningen af huset. Hun måtte op ved 5-6 tiden om morgenen for at få fyret op i ildstedet – primært så der kunne kogt grød til morgenmaden. Brændslet hentedes normalt den talrige børnefolk – brændsel i form af lyng, gran, fyr og tørv. Hede tørvene blev anbragt op ad husmuren som isolering af muren om vinteren, samtidig var de også lette at få fat på når man skulle bruge af dem til at fyre med både i ildstedet og i bilæggerovnen i stuen.
I 2024 findes der jo fjernvarme, komfurer, ovne og afskærmede kaminer.
Det gjorde der jo ikke i 1874. Der var optænding et håndværk ja nærmest en videnskab. Nedbrænding af en gård eller et byhus kunne betyde den totale ruin, så man var varsom med ilden. Omtanke og omhyggelighed var simpelthen en vitalt must for overlevelse i den meget darwinistiske verden man jo levede i herude på den jyske hede. Kvinden måtte sørge for at ildstedet var fuldstændig rent. Optændingsmaterialet skulle være knastørt, ellers ville en stor del af varmen gå med til fordampning til vandet i stedet for at tænde kullene eller tørven. Brændet skulle kløves ganske fint. derved tændtes det en del del lettere, og man brugte ikke nær så meget. Havde man gammelt papir bruges der i Stedet for datidens form for tændstikker, ildtændere, da det var langt billigere.
Papiret eller kvaset skulle krammes sammen – ikke for fast, der skulle være Luft indeni – det blev lagt midt på ildstedet.
Tynde pinde stilledes teltformet omkring med brændslet i centrum, hvorefter det blev antændt. Herefter måtte der lægges nogen tykkere pinde på for at holde liv i ilden ligesom lidt tørv blev lagt på. Havde man petroleumslamper i husstanden måtte man aldrig hælde petroleum på ilden. Optænding krævede en del opmærksomhed i opstartsfasen, også en af årsagerne til at man måtte tænde op meget tidligt om morgenen.
I den anden halvdel af 1800-tallet var kakkelovnen begyndt at vinde indpas her i sydjyske – også i det almindelige bonde- eller byhus.
Her var det primært tørv man fyrede op med. Man lagde flere små stykker på efterhånden som ilden blev stærkere og der ikke var fare for at ilden blev kvalt. Så man måtte også være varsom med tørvestykkerne. Når der efterhånden kom rigtig god varme i kakkelovnen kunne man dæmpe ilden ved ved forskellige små tricks. Ilden måtte ikke blive så stærk, at kakkelovnen blev rød, derved blev den sodet og grim i sit udseende og kunne decideret slå revner, ligesom det også kunne give dårlig luft i stuen. – når stuen omtrent havde den Temperatur, man ønskede, lukkedes de små jernlåger omtrent helt til på kakkelovnens forside, for at ilden kunne holde. Lidt luft måtte der altid kunne komme til da ilden ellers kvaltes.
En måde at spare på brændslet var at bruge våd aske som brændsel.
Fremgangsmåden var følgende: når man ved rensningen af ildstedet har taget asken med de halvbrændte tørv ud og samtidig piller sten og metalliske stykker fra – disse kan selvfølgelig ikke brænde – gøres Asken Sammen med de halvbrændte træstykker godt fugtig – var askeskuffen i bunden af kakkelovnen stor nok kan denne anvendes dertil ellers en gammel spand, som helst ikke bruges til andet, når værelset var ved at have den temperatur som ønskes og ilden var stærk i glød, lagde man 2-3 skovle våd aske på. noget efter ville dette fuldstændig være i glød, man kunne atter lægge Aske på og således fremdeles. Ilden kunne således holde sig i timevis og stue temperaturen stige uden brug af egentligt brændsel. Optænding var i sandhed et godt og omhyggeligt håndelag.
Privatfoto
