Mindehøjtidelighed for dragon Knud Børge Madsen den 29. august 2024 i Grindsted Kirke
På årsdagen for dragon Knud Børge Madsen (søn af mejeribestyrer Ludvig Madsen på Grindsted Mejeri) som faldt for tyske kugler ved en træfning i Nyborg den 29. august 1943, arrangeres mindehøjtidelighed. Han blev kun 22 år.
Denne finder sted i Grindsted Kirke og efterfølgende på kirkegården, hvor der lægges blomster på Knud Børge Madsens grav.
Sognepræst Bjarke Friis forestår kort morgenandagt i kirken kl. 09:00, hvorefter vi går til gravstedet for Knud Børge Madsen. Her vil regimentschefen – oberst Søren Damgaard Møller – sammen med Besættelsessamling Grindsteds Venner lægge blomster. Der vil være sang, et minuts stilhed, ligesom regimentschefen vil berette om den faldne dragon fra Grindsted i 1943.
Efter der er lagt blomster på kirkegården vil regimentschefen være til rådighed for spørgsmål fra elever fra inviterede skoler – Lynghedeskolen, Vestre Skole, Privatskolen og Efterskolen Play. Udover standarden fra Dragonregimentet i Holstebro, vil der være faner fra Forsvarsbrødrene i Grindsted, Midtjysk Garderforening og Grindsted FDF.
Mindesammenkomsten arrangeres i samarbejde mellem Grindsted Kirke, Dragonregimentet i Holstebro og Besættelsessamling Grindsteds Venner.
Alle er velkommen til at deltage i højtideligheden torsdag morgen i Grindsted Kirke.
Det er Dragonregiment Holstebro, Besættelsessamling Grindsteds Venner og Grindsted Kirke der står for arrangementet.