Atten tidligere undervisere fra Billund Lærerkreds’ Seniorer var tirsdag på vandring i området omkring Syvårssøerne på Randbøl Hede.
Turen i den smukke omgivelser blev kyndigt ledet af naturvejleder Nis Thomsen suppleret af den også stedkendte Jens Hviid fra bestyrelsen.
Det var også Jens Hviid der bød velkommen inden starten på turen.
Nis Thomsens rundvisning indeholdt kulturelle beretninger, der var historiske indslag undervejs, men også de naturmæssige sider af turen havde Nis styr på. En helt igennem berigende dag i Frederikshåb Plantage, hvor der blev fortalt om det imponerende at der kunne plantes og dyrkes træer i flyvesandsområdet – fyr, gran, eg og bøgetræer. Det burde være umuligt, men kløgtige skovfolk beviste det modsatte.
Tyskernes færden i området under besættelsen er der stadig tydelige spor af – flyverskjul, tankanlæg, rullebaneanlæg, ”attraphangarer”, pumpestationer for brændstof, brændstofkanaler alt sammen krydret med Jes’ s og Jens’ s velvalgte forklaringer.
Ligeledes en forklaring omkring diget Langs Egene – diget som stammer fra udveksling af fanger fra krigene i starten af 1800 – tallet. Diget dannede således grænse mellem Statens Skov og privatskov.
I år er Syvårssøerne særligt vandrige, hvilket flere steder betød ”omkørsel” ad spor, som ikke var større end en dyreveksel for at undgå at skulle gå i vand. Men dette blev klaret i fin stil – dog måtte en enkel foretage en rulletur med næseskrammer til resultat.
Undervejs var Seniorkredsen vært med en lille lækker frokost ved skovløberhuset Kighøj inde i plantagen.
Det var en spændende og lærerig dag i plantagen.
Senere på året arrangerer kredsen en tur til Ribe.