Ny pop up-skole åbner i Sdr.Omme Fængsel til nytår.

Sdr.Omme FængselSdr.Omme Fængsel - Illustration fra udbudsmaterialet: Alex Poulsen Arkitekter, Viborg Ingeniører og Bara Land.

Ny pop up-skole åbner i Sdr.Omme Fængsel til nytår. Det er Kriminalforsorgen der åbner skolen i fængslet, som snart udvider kapaciteten.

Det er uddannelserne som fængselsbetjent, transportbetjent og værkmester, der åbnes i det der næste år bliver Danmarks største fængsel for afsonere.

Mayland 2025 banner

Det sker for at rekruttere flere ansatte, når fængslet udvider kapaciteten fra 222 til 422 indsatte i 2025.

– Ansatte i kriminalforsorgen udfører en af de vigtigste funktioner i vores samfund: De er hver dag med til at sikre danskernes tryghed og sikkerhed samtidig med, at de hjælper de indsatte i retning mod et bedre liv uden kriminalitet. Med den kommende udvidelse af fængslet i Sdr. Omme er der brug for endnu flere betjente. Derfor håber jeg, at den nye pop up-skole kan være med til at tiltrække endnu flere til faget, så vores dygtige ansatte, herunder fængselsbetjente, kan få nogle flere kolleger, siger justitsminister Peter Hummelgaard

 

Det er anden gang, kriminalforsorgen åbner en pop up-skole inden for murene.

Den første pop up-skole slog dørene op i Vestre Fængsel tidligere i år. Det er forventningen, at pop up-skolen i Sdr. Omme Fængsel optager elever i januar, april, august og oktober 2025.

– Når vi udvider kapaciteten så kraftigt, skal bemandingen følge med. Derfor giver det mening at placere en skole i Sdr. Omme Fængsel, for vi har gode erfaringer med at placere vores fleksible pop up-skoler der, hvor behovet er størst, siger direktør i kriminalforsorgen, Ina Eliasen.

 

Åbent hus på lørdag den 21. september fra kl. 9 til 16 

I anledning af udvidelsen og en ny pop up-skole inviterer Sdr. Omme Fængsel derfor alle indenfor til åbent hus på lørdag den 21. september 2024 kl 09.00-16.00. Tilmeld dig ved at sende dit fulde navn på mail til: aabenthus-sdr.omme@krfo.dk

 

Fakta om Sdr. Omme Fængsel

  • Sdr. Omme Fængsel er i dag et åbent fængsel med 222 pladser, men som en del af kriminalforsorgens flerårsaftale 2022-25 blev aftalepartierne enige om at etablere 200 nye pladser i fængslet. Den samlede kapacitet bliver dermed 422 pladser, hvilket gør det til landets største fængsel for afsonere.
  • De 200 nye pladser er fleksible pladser. Det vil sige, at de som udgangspunkt er lukkede fængselspladser, men også kan ombygges til arrestpladser eller anvendes som åbne fængselspladser, hvis der opstår et særligt behov.
  • Pladserne forventes idriftsat ultimo 2025.
  • Sdr. Omme Fængsel består i dag af en bygningsmasse på cirka 28.000 kvadratmeter. Udvidelsen betyder yderligere 19.000 kvadratmeter og vil bestå af bygninger med celler samt dertilhørende beskæftigelsesbygning med værksted og skole samt en købmand. Der skal desuden opføres idrætshal samt et fælleshus til sociale formål. Udvidelsen sker i tilknytning til det eksisterende fængsel og dermed på egen matrikel.
Mayland 2025 banner