Åbent hus arrangement på IFF – anden del

Kai's Corner

Af Kai Bayer

Søndag den 24. august i år, var der et succesfuldt ”Åbent hus- arrangement” på IFF, det tidligere Grindstedværk, i anledning af 100 året for virksomhedens opstart.

Nu skal vi ca. 32 år tilbage i tiden, tilbage til den 12. september 1992, hvor Lokalradio Grindsted var til Åbent hus- arrangement på Danisco Ingredients, som det hed dengang.

Anden del

Det lugter lidt på det næste sted, som jeg er kommet hen til. Forsøgsfabrik står der ved døren. Og her mødte jeg Peter Sørensen.

Ja, vi laver ikke noget, der er farligt her, eller specielt hemmeligt. Vi laver forsøg med nye produkter, som er udviklet på vores laboratorie, og så laver vi forsøg for Daniscos andre fabrikker, hvis der er problemer med processer osv. Her er der en række kemiske stoffer, og hvis man ikke håndterer det korrekt, kan det være farligt, men for os er det ikke farligt.

Der er glaskolber rundt om os, og der er kemiske stoffer, der skal blive til aromastoffer. Hvordan foregår det?  Er det på må og få, at I blander det sammen?

Nej, det er det ikke. Derovre kan du se, at vi blander sure tæer og roser sammen, og sommetider løber vi da ind i helt nye stoffer. Nej, den slags grundforskning  foregår på vores udviklingslaboratorier, og når det kommer her over til os, så er det afprøvet godt og grundigt, inden det bliver sluppet løs. De produkter, som vi får lavet, indgår som små bitte procentdele i de stoffer, som så bliver lavet i en helt anden afdeling. Jeg mener i øvrigt, at det her arbejde er det mest spændende på Grindsted Products Der kommer så mange spændende ting ind i vores forsøgsfabrik, og der er ikke 2 dage der er ens. Så her er det godt at arbejde.

Så kom jeg ind i sprayfabrikken – og her stod Egon Thomsen

Det er spraytørring, som jeg har gang i her, ja. Vi fordamper vandet og står med det rene produkt tilbage. Og når du hører et par kraftige bank i baggrunden, så er det fordi gæren har det med at sætte sig på siden af tårnet, og så har vi bankearme, der slår det løs ind i mellem. Vores færdige produkt bliver brugt i selen-tabletter. Og vitaminpiller får også tilsat selengær nu, Vi kan lave mange forskellige produkter her, for det er et meget fleksibelt anlæg, som vi har. Vi laver f.eks. emulgatorer, stabilisatorer også og aromaprodukter sprayer vi også på

Tager du selv vitamintabletter med selen?

Nej, det gør jeg så ikke!