Billund VVS Teknik vinder Den Sociale Virksomhedspris 2024

Billund VVS Teknik vinderBillund VVS Teknik har vundet Den Sociale Virksomhedspris 2024. Foto: Billund Kommune

Billund VVS Teknik vinder Den Sociale Virksomhedspris 2024 – de får prisen overrakt den 12. november.

Billund VVS Teknik tager et socialt ansvar og hjælper borgere uden for arbejdsmarkedet med ind i arbejdsfællesskabet.

Det gør de bl.a. gennem praktikpladser, fleksible jobs og støtte. Som anerkendelse for deres store indsats får de overrakt Den Sociale Virksomhedspris 2024 den 12. november.

En glad og stolt virksomhed, Billund VVS Teknik, har modtaget den gode nyhed om, at de er vinderen af Den Sociale Virksomhedspris 2024. Prisen bliver officielt overrakt den 12. november, hvor alle medarbejderne vil være samlet for at fejre denne store hæder.

Det er 11. år i træk, at Billund Kommune overrækker Den Sociale Virksomhedspris til en virksomhed, der skiller sig ud ved at tage socialt ansvar og støtte mennesker i lokalsamfundet – især dem, der står længere væk fra arbejdsmarkedet. Billund VVS Teknik har markeret sig som en virksomhed, der aktivt arbejder med den målgruppe.

“Billund VVS Teknik viser, hvordan man kan tage socialt ansvar og samtidig drive en succesfuld virksomhed. Deres arbejde gør en reel forskel for mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, og de har skabt en arbejdsplads, hvor alle føler sig velkomne og værdifulde. De er et forbillede for det sociale arbejde i vores lokalsamfund, og vi er utrolig stolte over at kunne tildele dem Den Sociale Virksomhedspris 2024,” siger Robert Terkelsen, formand for Unge-, Uddannelse- og Beskæftigelsesudvalget i en pressemeddelelse.

 

Tre stærke kandidater, én vinder

Det var et tæt opløb blandt de tre nominerede: Allans Auto, Rema1000 i Billund og Billund VVS Teknik. Alle tre virksomheder har gjort en imponerende indsats, men Billund VVS Teknik løb med sejren for deres særlige indsats for at få borgere med udfordringer med ind i arbejdsfællesskabet.

Billund VVS Teknik er også en aktiv deltager i Virksomhedsnetværket i Billund Kommune, hvor de arbejder målrettet på at hjælpe mennesker, der er længere væk fra arbejdsmarkedet, tilbage til arbejdslivet. Gennem praktikpladser, fleksible jobs og støtte har de givet mange en ny start på arbejdsmarkedet.

 

Fejring af en velfortjent pris

Udover æren og hæderen modtager Billund VVS Teknik et diplom og en kontantpræmie på 10.000 kr. ved prisoverrækkelsen den 12. november. Denne dag vil hele medarbejderstaben være samlet for at fejre deres store indsats og det stærke fællesskab, de har bygget op.

 

Fakta

  • Bag kåringen af Billund VVS Teknik står et dommerpanel bestående af formanden og næstformanden for Unge-, Uddannelses- og Beskæftigelsesudvalget, repræsentanter fra virksomhedsnetværket, en repræsentant fra Jyske Vestkysten og lederen af Jobcenter Billunds Virksomhedsservice.
  • For at komme i betragtning skal virksomhederne have arbejdet med at hjælpe unge eller langtidsledige i job eller uddannelse i samarbejde med Jobcenter Billund. 

 

Tidligere vindere

  • Anne Blume i 2023
  • Danforel i 2022
  • IFF i 2021 
  • Knud Jørgensens EL i 2020
  • Rønhoffs Hundepension og Træningscenter i 2019
  • Hattings AS Billundafdelingen i 2018
  • Sanistål i 2017
  • Stansomatic i 2016
  • Brians Renovation i 2015
  • Zebicon i 2014