Af Marianne Thorø
Billund Airport Hotel lancerer i år et nytårsophold målrettet hunde og deres ejere.
Grundet hotellets placering lige ved siden af Billund Lufthavn er værelserne nemlig indrettet med lydisolerede vinduer og vægge.
Og dét kan nu komme hunde med angst for nytårets mange brag til gode.
– Vi ved, hvordan hunde kan blive skræmte af de høje brag og mange lysglimt, der følger med nytårsfejringen. Derfor har vi forsøgt at skabe en både tryg og hyggelig atmosfære for hunde og deres ejere nytårsaften. Vores værelser er designet til at minimere støj og lysindtrængning fra den normale lufthavnstrafik, der er lige uden for hotellet, og hvis vores faciliteter samtidig kan være med til at sikre hunde og deres ejere en mere fredfyldt overgang til det nye år, ser vi det som en stor gevinst for alle parter, forklarer hotelchef Denise Dudat fra Billund Airport Hotel.
Nytårsopholdet på Billund Airport Hotel består udover overnatning af både en hundepakke med hundekurv, snacks og legetøj, samt nytårstapas, dessert og kransekage til indtagelse enten på værelset eller i hotellets restaurant.
– Gennem de seneste år har vi modtaget flere forespørgsler fra hundeejere, der var bekendte med hotellets faciliteter, og som gerne ville booke et ophold hos os på nytårsaften. Her har vi kunnet se, hvordan vores lydisolerede værelser har haft en positiv effekt på hundene, og på den baggrund har vi besluttet at lancere et egentligt nytårsophold, så endnu flere kan få glæde af vores faciliteter, siger Denise Dudat.