Vorbasse KFUM styrker pigernes fællesskab og trivsel

Foto: iStockphoto.com/Filip Viranovski

Af Marianne Thorø

Vorbasse KFUM styrker pigernes fællesskab og trivsel i et samarbejde med DGI

Alt for mange piger forlader idrætsforeningerne, selvom fællesskaberne kan være med til at styrke deres trivsel og mentale sundhed

Samtidig har mange foreninger vanskeligt ved at tiltrække nye pigemedlemmer i alderen 10-18 år.

Det skal et projekt støttet af Sundhedsstyrelsen ændre på. Målet er, at flere piger ikke bare finder vej ind i idrætsforeningerne, men også bliver i det – som medlemmer, frivillige og trænere.

Projektet har titlen ”Idrætsfællesskaber, der fremmer pigers trivsel” og er i helt i tråd med flere af de anbefalinger, Trivselskommissionen kom med i februar om, hvordan børn og unges trivsel kan fremmes. I anbefaling nummer 29 om mere fysisk aktivitet og bevægelsesglæde i børn og unges liv står der bl.a., at unges tilknytning til fritids- og foreningslivet bør styrkes. Desuden er anbefaling nummer 15, at flere børn og unge får erfaring med frivillighed.

I projektet finder DGI sammen med foreningerne frem til, hvordan pigernes fællesskaberne kan styrkes i lige netop deres forening. Den bold har man grebet i Vorbasse KFUM Håndbold, hvor man har sat fokus på pigers trivsel ved at skabe aktiviteter for piger. På den konto er det netop lykkedes Vorbasse KFUM at etablere et rent U11 pigehold i håndbold.

– Der kan godt være langt imellem, at vi samler rene pigehold, så at kunne indgå i et samarbejde med DGI, hvor vi kan styrke pigernes trivsel, fællesskab og glæde ved holdsport igennem en fællesindsats, ser vi som en oplagt mulighed at være en del af, siger  Mia Quist Hvidberg-Iversen fra Vorbasse KFUM.