Færre indbrud i Billund Kommune – positiv udvikling trods landsdækkende stigning

Foto: iStock - Rawf8

Færre indbrud i Billund  Kommune i 1. kvartal 2025 

Nye tal fra Danmarks Statistik viser en kedelig stigning i antallet af anmeldte indbrud i private hjem på landsplan i årets første kvartal

Men i Billund Kommune går udviklingen i den modsatte – og positive – retning. Her blev der kun anmeldt 19 indbrud i 1. kvartal 2025, mod 37 i samme periode sidste år.

På landsplan blev der i årets første tre måneder anmeldt 3.705 indbrud i private hjem – en stigning på 8 procent sammenlignet med 2024, hvor tallet var 3.438. Dermed går kurven desværre opad igen efter flere år med faldende indbrudstal.

Dog dækker de landsdækkende tal over markante lokale forskelle. I Syd- og Sønderjylland – herunder Billund Kommune – har man set en positiv udvikling med et fald i antallet af indbrud. Regionen ligger med 57 indbrud pr. 100.000 indbyggere under landsgennemsnittet, der ligger på 62 skriver Bo Trygt i en pressemeddelelse.

 

Anmeldte indbrud i private hjem

PR-Foto: BoTrygt

Faldet i Billund glæder – men man skal ikke læne sig tilbage

Hos Bo trygt, en landsdækkende indsats mod indbrud, glæder man sig over udviklingen i dele af landet – men advarer samtidig mod at tro, at problemet er løst.

Stigningen på landsplan minder os om, at vi ikke må glemme vigtigheden af indbrudssikring. Vi er lykkedes med at nedbringe antallet markant over de seneste 10 år, men hvis vi ikke holder fast, risikerer vi, at indbrudstyvene vender tilbage, siger Britt Wendelboe, programchef i Bo trygt.

Hun peger på, at samarbejdet mellem politi, kommuner, virksomheder og borgere har været afgørende i kampen mod indbrud – og at det samarbejde skal fortsætte og styrkes.

 

Foråret kræver ekstra opmærksomhed

Med forårets komme, lysere aftener og forestående helligdage og ferier, hvor mange forlader deres hjem, opfordrer Bo trygt til, at man koordinerer med naboerne og tager sine forholdsregler.

Opmærksomme naboer og uforudsigelighed er blandt de mest effektive midler mod indbrud. Og så handler det om at gøre det så besværligt som muligt for tyven både at komme ind og komme ud igen, siger Britt Wendelboe.

Hun foreslår blandt andet ekstra beslag på vinduer, lås på kælder- og terrassedøre, og at man sikrer skuret, så tyven ikke nemt får adgang til redskaber og stiger.

 

Bo trygts forårstips til et indbrudssikret hjem

  • Installer sikringsbeslag på udsatte vinduer

  • Brug indbrudssikrede vinduer ved nybyg eller renovering

  • Lås skuret med hængelås, især hvis der er redskaber og værktøj

  • Udskift vridere på terrassedøre med rigtige låse

  • Få flere gode råd på bolius.dk/indbrud-i-boligen

Bo trygt anbefaler også, at man downloader Nabohjælps app og bruger den til at aftale feriehjælp og dele advarsler i nabolaget.

 

Overblik over indbrud i private hjem – 1. kvartal

År Antal indbrud på landsplan
2022 3.729
2023 3.281
2024 3.438
2025 3.705

Kilde: Danmarks Statistik og Bo trygt