”Grindsted Kirkes første Bibel”

Mogens Hansen- Privatfoto

”Grindsted Kirkes første Bibel” foredrag med Mogens Hansen

Torsdag den 1. maj kl. 19.00 inviterer Grindsted Kirke til et spændende foredrag med historisk dybde og sproglig betydning, når Mogens Hansen fortæller om Christian den tredjes Bibel fra 1550 – kirkens første Bibel, som i år har 475 års jubilæum.

Bibelen, også kendt som den store kongebibel, markerer en milepæl i dansk historie og teologi. I foredraget præsenterer Mogens Hansen både bogens indhold, dens karakteristiske træk og ikke mindst den historiske kontekst, som ligger bag dens tilblivelse. Der vil også blive kastet lys over en bemærkelsesværdig oversættelsesfejl, som den dag i dag stadig lever videre i det danske sprog.

Christian den tredjes Bibel er oversat fra Luthers tyske Bibel – men uden forord og uden nogen nævnelse af Luther selv. Dette er ikke tilfældigt, men et udtryk for den teologiske balancegang, der prægede tiden efter reformationen i 1536.

Mogens Hansen, som er cand. phil., tidligere museumsinspektør og bosat i Grindsted, har gennem mange år beskæftiget sig indgående med danske bibeloversættelser. Han studerer desuden Teologi for Lægfolk i Århus – nu på ottende år – og har en stor passion for bibelens betydning i dansk kulturhistorie.

Foredraget er åbent for alle interesserede og afholdes i Kirkehuset på Kirkegade i Grindsted. Der er gratis entré skriver Grindsted og Urup Sogne i en pressemeddelelse.

.