Badmintonfeber i MAGION: DM Ungdom for Hold i U9, U11 og U13 rammer Grindsted i weekenden
Denne weekend den 26.–27. april bliver Grindsted centrum for dansk ungdomsbadminton
Der afvikles nemlig DM Ungdom for Hold i aldersklasserne U9, U11 og U13 i MAGION, Lynghallen og flere haller rundt om i Billund Kommune.
Med hele 176 hold fra hele landet, omkring 900 spillere, trænere og forældre, og intet mindre end 2.650 kampe fordelt over to intense dage, er der lagt op til et sportsevent af de helt store. Kampene finder sted i MAGION, Lynghallen og flere andre haller i kommunen – så uanset hvor du befinder dig i Grindsted, er der ikke langt til badminton i topklasse.
Vores egen lokale stolthed, Grindsted Badmintonklub (GBK), stiller med to stærke hold, som fortjener masser af opbakning. Så tag familien med, og kom og hep dem frem – de vil elske det!
Uanset om du er badmintonfan, nysgerrig tilskuer eller bare på udkig efter god stemning og fællesskab, så er der god grund til at kigge forbi. Der loves masser af energi, flotte smash og høj intensitet – alt det, der gør ungdomsbadminton så seværdigt.
Arrangementet løber begge dage fra kl. 09.00 til 18.00, og alle er velkomne. Kom og mærk stemningen – og vær med til at give ungdommen en oplevelse, de aldrig glemmer!