Af Carsten Sander Christensen
Ansager Kirke og lidt om byen
På vejen mellem Grindsted og Varde, cirka 15 kilometer sydvest for Grindsted, kører man igennem landsbyen Ansager
Ansager ligger i dag i Varde Kommune med eget kirkesogn, og bebyggelse i Ansager-området har der været i omkring 800 år. Navnet kommer dels af det olddanske navn Anund og dels af ager, der jo betyder dyrket mark. I dag er byen nok mest kendt for musikstedet Mariehaven, hvor familien Engelbrecht har bygget en af de største friluftsscener for dansk populærmusik.
Men Grindsted-området har faktisk altid haft en hel del at gøre med landsbyen (godt 1.300 indbyggere) længere ude mod vest. Og det er ikke kun på grund af udflugtsstedet Kvie Sø og Kærbæk by. Fra middelalderen og fremefter var den vigtigste havneby her på egnen Varde, og trafikken mellem Grindsted og Varde tog til i takt med, at befolkningstallet voksede.
Ansager var derfor et godt sted at holde hvil på vej vestpå – for eksempel på Ansager Kro. Dagvognen kørte mellem Vejle og Varde fra 1830’erne og resten af 1800-tallet. Da jernbanen mellem Grindsted og Varde blev anlagt omkring 1919, var Ansager den største mellemstation med hele tre gennemgående spor – heraf to med perron – samt flere side- og læssespor. Så jernbanepassagerer fra Grindsted var særdeles bekendte med Ansager Station.
Men det var mest, hvad angik Ansager Kirke og Ansager Sogn, Grindsted Sogns nabo, at forbindelserne var vigtige.
I 2025 ligger den hvidkalkede Ansager Kirke i byens sydlige del på en mindre høj, omgivet af den velplejede kirkegård. Kirkegården er hegnet ind af kløvstensdiger, bevokset med hybenroser. I nyere tid er norddiget blevet sat i cement, mens udvidelserne af kirkegården mod øst og vest har betydet plantning af træer som læhegn samt græsklædte volde.
Ansager Kirke optræder første gang i Ribes Oldemor (betegnelse for Ribe domkapitels optegnelser over kirker i Ribe Stift) omkring 1290. Kirken er dog noget ældre. I starten var det en lille romansk kirke uden tårn og klokker. Men klokker – ja, det var der, for i 1528 måtte den lille landsbykirke afgive to klokker på grund af en såkaldt klokkeskat. Jo jo – skattevæsenet fungerede skam også for snart 500 år siden.
I 1696 afhændede Christian 5. Ansager Kirke til ejeren af Hesselagergård, Poul Zachariassen Grønnevald. Men allerede i starten af 1700-tallet købte Nørholm Gods både kirken og de omliggende kirkejorde.
1500- og 1600-tallets Danmark var væsentligt forskelligt fra det samfund, vi kender i dag
På daværende tidspunkt var der også mere mellem himmel og jord – hvilket følgende lille (sandfærdige?) historie er et bevis på:
I Kvie Sø havde der i mange år boet en søtrold. Ham skulle man være på god fod med. Derfor drev lokale bønder ungkvæg ned til søbredden, og herefter kom søtrolden op og hev kvæget ned i søen ved hjælp af en bådshage.
Men så en dag kom en bonde fra Ølgod-området forbi, og han tog bådshagen med op til kirken og gav den til den lokale præst. Da det led mod aften, kom søtrolden op, men uden bådshage – intet kvæg. Han blev rasende og trampede op mod kirken. Han bankede hårdt på kirkedøren, og præsten kom ud. Trolden krævede sin bådshage, men præsten sagde nej. Så hamrede søtrolden sin store næve ind i kirkemuren og lavede en revne, der stadig findes et sted på kirken. Siden så man aldrig søtrolden igen.
Det bizarre ved historien, udover at der faktisk er en revne i kirkemuren, er, at dommeren ved en heftig efterfølgende retssag i Varde erklærede, at søtrolden eksisterede – selv om han stod uforstående overfor vidneudsagn om mørke skygger, der havde bevæget sig rundt mellem kvæget, som senere var forsvundet i stort antal mod vest fra søen.
Omkring 1639, i en præsteindberetning til Ole Worm, daværende rektor for Københavns Universitet, fremgår det, at Ansager Kirkes byggemateriale stammede fra et område kaldet Kirkebjerge, sydøst for Stenderup, og at tømmeret stammede fra Skovlund-området – nærmere bestemt Bjælkager. Der skulle gå mere end 250 år, før kirken gennemgik en fundamental renovering og udbygning. I to omgange – omkring 1890 og igen 20 år senere – blev kirken udbygget. Kirkens korsarme og indre blev totalt moderniseret. Man havde endda overvejet at nedbryde den oprindelige 1200-tals kirke helt – men det blev ved tanken.
I 1909 og 1910 blev filialkirkerne i henholdsvis Stenderup/Krogager og Skovlund taget i brug
I de foregående 700 år havde borgerne i Stenderup/Krogager måttet køre de små otte kilometer nordpå til Ansager hver søndag. De hørte også under præsten i Ansager i administrative henseender af enhver art – også når man skulle begraves i Ansager. Der er dog ikke mange gravminder fra Stenderup/Krogager-egnen på Ansager Kirkegård. De ældste gravminder, som normalt befinder sig inde i kirken, går i Ansager Kirke tilbage til 1700-tallet. Epitafier (mindetavler på væggene) fra henholdsvis 1740’erne og 1780’erne over to præster er noget af det ældste, man finder i den lille kirke – når man lige ser bort fra døbefonten (1200-tallet), prædikestolen (1500-tallet) og alteret (1800-tallet).
Ansager Kirke var selvfølgelig den første grobund for bebyggelse på Ansager-egnen
I 1600-tallet blev en vandmølle taget i brug, som fungerede indtil 1880’erne. Den blev blandt andet afløst af Andelsmejeriet i 1897, Elværket i 1907 og selvfølgelig togets ankomst i 1919. I nyere tid blev fabrikken Flensted grundlagt i 1966 i nabobyen Skovlund, og Ansager har således forstået at overleve som en levende landsby på en ellers barsk egn.
Ansager Kirke – Foto: René Lind Gammelmark
