Lokale aktører kan nu søge Grindsted Festugepuljen og blive en del af festugeprogrammet, der finder sted fra den 20. til 31. august. Ansøgningsfristen er den 1. juni 2025
Grindsted Festuge har gennem årene samlet tusindvis af borgere omkring musik, kultur, fællesskab og lokale oplevelser
Nu er der igen mulighed for at søge støtte og blive en del af programmet til Grindsted Festuge 2025 skriver Billund Kommune i en pressemeddelelse.
Puljen støtter lokale arrangementer, der afholdes i Grindsted i perioden 20.-31. august 2025, og som indgår som en del af det officielle festugeprogram.
”Jeg er enormt stolt over det engagement, som de lokale ildsjæle i Grindsted viser år efter år. Grindsted Festuge er noget særligt, netop fordi det er skabt af mange forskellige aktører i fællesskab. Hver gang man går gennem byen i festugen, mærker man, hvordan den summer af liv, aktiviteter og fællesskab. Jeg håber, at programmet igen i år vil byde på noget for enhver smag,” siger Simon Nicolajsen Jørgensen, udvalgsformand for Teknik, Plan og Kultur i Billund Kommune.
Puljen giver mulighed for at realisere både store og små idéer, der kan være med til at gøre festugen endnu mere levende
Hos Grindsted Festuge glæder de sig til at se, hvilke idéer der kommer ind i år.
”Vi håber, at mange, både velkendte og måske nye aktører, har lyst til at bidrage med et arrangement under Grindsted Festuge. Programmet plejer at rumme noget for enhver smag, og det er netop det, der gør festugen så speciel,” fortæller Johnny Hansen, formand for Grindsted Festuge.
Ansøgningsfristen er den 1. juni 2025, og alle ansøgninger behandles efter fristens udløb. Der forventes svar cirka to uger senere.
Læs mere om, hvordan du søger på www.billund.dk/grindstedfestuge/