Vanvidsbilist anholdt i Sdr. Omme: Kørte 147 km/t – påvirket af både alkohol og narko

Betjent med stopskilt - Arkivfoto: Thomas Tolstrup (Politi.dk)

Vanvidsbilist anholdt i Sdr. Omme: Kørte 147 km/t  på Tarm Landevej– påvirket af både alkohol og narko

En 31-årig mand fra lokalområdet blev torsdag standset af politiet efter en livsfarlig kørsel, hvor både fart, alkohol og stoffer var en del af ligningen.

Den 31-årige blev først målt til hele 147 km/t på Tarm Landevej i retning mod Sdr. Omme – et område hvor hastighedsgrænsen ligger betydeligt lavere. Trods høj fart blev der kun sat lidt ned, da bilen ramte byskiltet ved Sdr. Omme. Ifølge Sydøstjyllands Politi fortsatte manden gennem byen med en anslået hastighed på omkring 100 km/t.

Farten var dog ikke det eneste problem skriver BillundOnline.

Ved standsningen kunne patruljen konstatere, at føreren var påvirket af både alkohol og narkotika. Derudover viste det sig, at manden kørte uden gyldigt kørekort, da han i forvejen er frakendt retten til at føre bil.

– Det er en alvorlig sag med flere overtrædelser, og det er helt klart en situation, hvor vi har med vanvidskørsel at gøre, lyder det fra Sydøstjyllands Politi.

Manden blev sigtet for to tilfælde af vanvidskørsel – én på grund af den ekstremt høje fart og én som følge af påvirket kørsel – samt for spiritus- og narkokørsel. Dertil kommer sigtelsen for at køre uden førerret.

Politiet valgte at beslaglægge bilen med henblik på konfiskation.

Sagen efterforskes nu videre, og den 31-årige kan se frem til et retsligt efterspil.