Hovborg Kro Open 2025 hos Gyttegård Golf Klub

Rasmus og Nicolai Højgaard sammen med Jørgen Jørgensen fra Hovborg Kro - PR-Foto

Hovborg Kro Open 2025 – hvor tradition, talent og topgolf mødes i hjertet af Jylland

Oplev dansk topgolf på tæt hold, når Dormy Elite Tour – Hovborg Kro Open igen gæster Gyttegård Golf Klub den 10.-11. maj 2025

Turneringen tiltrækker hvert år nogle af Danmarks absolut bedste golfspillere, og kampene tæller med på både Dansk Golf Unions ranglister og den internationale World Amateur Golf Ranking (WAGR).

Gyttegård Golf Klub, der er kendt for sin smukke og velplejede bane samt stærke talentudvikling, byder traditionen tro på wildcards til lokale spillere, som får en enestående chance for at måle sig med eliten.

Sidste år var det Mads Heller fra Smørum Golf Klub, der løb med sejren efter en imponerende indsats – og alt peger på endnu en weekend fyldt med intens golf lyder det i en pressemddelelse.

 

En turnering med stolte traditioner

Hovborg Kro Open blev spillet første gang i 1994 og har i over 30 år været et fast holdepunkt på den danske eliteturneringskalender. Med Jørgen Jørgensen og Hovborg Kro som mangeårig hovedsponsor står turneringen som et stærkt symbol på samarbejde, passion og kontinuerlig udvikling for dansk elitegolf.

Flere af dansk golfs største profiler har tidligere løftet trofæet i Gyttegård:

  • Søren Hansen (vinder i 1996), senere Ryder Cup-spiller
  • Jeppe Huldahl, European Tour-vinder i 2009
  • Morten Ørum Madsen, vinder af South African Open i 2013
  • Rasmus og Nicolai Højgaard, i dag blandt verdens bedste spillere

 

Golfoplevelser for alle

Hovborg Kro Open er ikke kun en turnering for spillere på topniveau – det er også en åben og levende publikumsoplevelse. Tilskuerne kan følge spillet helt tæt på fairways, nyde stemningen og forplejningen i klubbens café, og mærke suset, når finalerunden kulminerer søndag eftermiddag.