Billund Kommune sælger jord til rundkørsel

Billund Kommune sælger jord til rundkørselDet er her ved Tingvejen/Søndre Ringvej der skal laves en ny rundkørsel - Kilde: Skraafoto.dk

Billund Kommune sælger jord til rundkørsel ved Tingvejen

På Kommunalbestyrelsesmødet i morgen bliver der behandlet en sag om salg af arealer til Vejdirektoratet

Salget af jorden bliver dog ikke nogen økonomisk gevinst for Billund Kommune, da salgsprisen kun er 1 krone.

Vejdirektoratet skal etablere en rundkørsel på Tingvejen som en del af Infrastrukturplan 2035. Projektet udspringer af, at der i de seneste år har været flere uheld i krydset mellem Søndre Ringvej og Tingvejen. Uheldene skyldes primært dårlig oversigt og for høj hastighed.

Krydset er derfor klassificeret som en “sort plet”.

For at Vejdirektoratet kan gennemføre projektet og etablere rundkørslen, kræver det mere plads end det eksisterende kryds optager i dag. Billund Kommune ejer arealerne omkring krydset, men da det drejer sig om hedearealer, som er beskyttet af naturbeskyttelsesloven, har kommunen fundet anden egnet natur som erstatning for det område, der overdrages til Vejdirektoratet.

 

Rundkørslen indrettes til særtransporter, og der etableres enkeltrettede cykelstier rundt i rundkørslen.

I den forbindelse ønsker Vejdirektoratet at indgå en aftale med Billund Kommune om salg af dele af følgende matrikler:

1. Matr.nr. 4it og 4dy Sønderby By, Grindsted, beliggende Tingvejen 387, Sønderby, 7200 Grindsted
2. Matr.nr. 3fs Sønderby By, Grindsted, beliggende Tingvejen 394, Sønderby, 7200 Grindsted
3. Matr.nr. 4ip Sønderby By, Grindsted, beliggende Søndre Boulevard 11, 7200 Grindsted
Der overdrages i alt 920 m2 af matr.nr. 4it, 4dy og 4ip til Vejdirektoratet til brug som offentligt vejareal

 

Billund Kommune stiller desuden et areal på i alt 2.810 m2 til rådighed for Vejdirektoratet som midlertidigt arbejdsareal i anlægsperioden fra den 21. maj 2025.

Vejdirektoratet forventer, at det midlertidige arbejdsareal kan tilbageleveres til Billund Kommune inden udgangen af 2025. Efter afslutningen af anlægsarbejdet vil området blive retableret i overensstemmelse med aftalen med Billund Kommune og under hensyntagen til den givne §3-dispensation.

De byggelinjer, der blev tinglyst den 26. august 1980, ændres ikke som følge af projektet.

Som vederlag for overdragelsen af arealet og brugsretten til det midlertidige arbejdsareal modtager Billund Kommune et symbolsk beløb på 1 krone som fuld og endelig erstatning. Derudover betaler Vejdirektoratet 75.600 kr. i ulempeerstatning til kommunen. Dette beløb dækker udgifter til etablering af erstatningsnatur samt flytning af hegn mod naboejendomme.

Arealet forventes overdraget den 20. maj 2025, oplyser Billund Kommune.

Læs også: 

I 2024 skal der laves rundkørsel i krydset Tingvejen/Søndre Ringvej