Af Kai Bayer
Første del af Fortællinger fra Filskov og omegn fra krigens tid
I denne lille serie fortællinger fra Filskov og omegn skruer vi tiden tilbage til besættelsen og beretter om en række begivenheder i og omkring Filskov
Det er sendt på LoG – Lokalradio Grindsted.
Således sker der den 10. December 1942 et opsigtsvækkende mord i Hjortlund, lidt uden for Filskov, men det vender vi tilbage til.
Jeg besøgte Dagny Østergaard i Filskov den 29/3 1989. Hun var gift med daværende sognefoged Aage Østergaard og hun ville gerne fortælle om tiden i Filskov under besættelsen.
Og vi startede med at snakke om den 9/4 1940 – mærkede man til tyskernes besættelse af Danmark i Filskov?
Dagny: Jeg glemmer aldrig den morgen. Jeg sagde til min mand – det er da mærkeligt, at den damptromle den bliver ved med at arbejde her udenfor. Så siger han, at det ikke er en damptromle, det er tyskerne. Han havde dagen i forvejen været i Esbjerg, og der havde han hørt, at tyskerne stod ved grænsen. Og så siger han til mig – det er tyskerne der kommer.
Og jeg røg op og tog min kimono på, og da kom de der sorte uhyrer jo flyvende her hen over os. Det var ganske forfærdeligt. Nu var min mand sognerådsformand, og han havde nogle papirer i tilfælde af, at der kom krig og så ville skæbnen, at han den dag skulle til Kolding og hente frø og det var en frøforhandler, der havde lejet ham til at køre ned og hente dem, og så fik jeg jo at vide, hvor de papirer de lå. I fald tyskerne kom, skulle de bare væk. Det var det skønneste vejr den dag, men hvor var det forfærdeligt, det der skete!
Så kom der en helt anden hverdag, end den vi havde kendt til
Vi havde jo ikke de muligheder for indkøb af bl.a. mad som før krigen, men vi vænnede os til det, for vi kunne ingen kaffe få og så brændte vi jo byg, det brændte vi selv, og bryggede kaffe på det. Så havde vi, ja hvad hed det nu, vi havde jo hverken flormelis eller .. jo, det hed bygmel. Så vi fik bygmelsovs – det var ikke hyggeligt at få, men ellers synes jeg ærlig talt, at vi herude slap billigt på den måde. Det var jo sådan ude på landet, at da kunne man selv slagte en gris .. ja fryser havde vi selvfølgelig ikke dengang, men vi led egentlig ikke nogen nød.
Hvis der skulle handles lidt mere end vi kunne få i Filskov dengang, tog vi som regel med rutebilen til Vejle. Men det var så jo det samme, når vi kom ind i en forretning… det har vi desværre ikke. Og det vidste vi faktisk på forhånd.
Det var svært at have små børn dengang. Nu havde jeg fået flere børn under krigen, og vi havde faktisk ikke noget til dem. Vi kunne få de her høruldsbleer, men det var jo ikke noget, der duede.
Så gik der nogle år, hvor det var ret fredeligt, men så skulle vi have indkvarteret tyskere, og det var så min mand, der skulle ud og sørge for indkvartering rundt omkring og blandt andet nede i Østergarden, hvor de fik mange tyskere indkvarteret, og vi selv – ja vi var jo nødt til selv at have nogen, og vi havde 7 tyskere boende, og de skiftede jo lidt ud – det var mest rekrutter, der blev uddannnet og det blev de herude i skovene, hvor de lærte at grave skyttegrave.
Men så var de ude efter frihedskæmpere
Vi havde bl.a. en skovfoged, som var meget med i modstandsbevægelsen. Han hjalp også folk med deres haver, og han havde lige gravet i vores have. Tilfældet ville, at der sad en kriminalbetjent inde ved min mand og snakkede, og så kom tyskerne pludselig og spurgte, om betjenten vidste hvor skovfogeden var. Det hører jeg inde fra stuen og jeg vidste, at skovfogeden skulle fra os og ud til en anden gård og hjælpe i haven, så jeg kom i en vældig fart ud i haven, og fik ham advaret og af vejen. Så flygtede han ud i de der skyttegrave, som tyskerne havde gravet uden for Filskov, og der lå han indtil om natten. Så gik han til Blåhøj og tog med toget derfra, og på den måde fik han reddet sig . Efter krigen kom han så tilbage til Filskov.
