Kom hele Billund Kommune rundt på en eftermiddag: Stor messe i MAGION den 24. jun
Er du nysgerrig på, hvad der rører sig i Billund Kommune – og har du lyst til at få et smugkig på fremtidens projekter, byggeplaner og lokale initiativer?
Så sæt kryds i kalenderen den 24. juni, hvor MAGION i Grindsted forvandles til en miniversion af hele kommunen.
Fra kl. 16.00 til 18.30 inviterer Billund Kommune i samarbejde med lokalråd, handelsstandsforeninger, Billund Erhverv, Destination Trekantområdet og en lang række øvrige aktører til en messe, hvor du kan gå på opdagelse i, hvad der foregår i vores byer – og hvad der er på vej.
Arrangementet er gratis, kræver blot tilmelding, og dørene står åbne hele eftermiddagen. Tag endelig børnene eller børnebørnene med – der vil være aktiviteter i børnehøjde, leg og konkurrencer.
Oplev fremtiden i fællesskab
Borgmester Stephanie Storbank glæder sig over initiativet:”Billund Kommune er i rivende udvikling, og der er virkelig gang i mange ting. Samtidig skaber frivillige kræfter noget godt for hinanden på tværs af vores stærke byer. Jeg oplever et stigende ønske om mere indsigt og fællesskab på tværs, og det vil vi som kommunalbestyrelse gerne understøtte.”
Leg, læring og lokal udvikling
Messen byder på en lang række aktiviteter – både for store og små. Du kan for eksempel bygge en by af papkrus og LEGO sammen med børnene eller dyste i affaldssortering.
En af de mere spektakulære oplevelser bliver besøget fra Sdr. Omme Fængsel, der rykker ind med en mobil udstilling i en lastbil. Her kan du blive klogere på fængselslivet, uddannelserne inden for Kriminalforsorgen og det igangværende byggeri, som vil gøre Sdr. Omme til Danmarks største fængsel.
Derudover vil lokalrådene præsentere smagsprøver fra egne byer, og du kan få indblik i kommende boligprojekter som Præstegårdstorvet i Grindsted og den nye bydel Travbyen i Billund.
Har du en god idé?
Er du én af dem, der går rundt med en god idé til en lokal aktivitet, en ny oplevelse eller et projekt – men mangler sparring? Så læg vejen forbi standene fra Billund Erhverv og Destination Trekantområdet, hvor eksperter står klar med råd og vejledning om iværksætteri, oplevelsesøkonomi og lokal udvikling.
Også Billund Kommune er til stede og byder ind med viden om byprofiler, energiprojekter, naturpleje, puljer og meget mere. Her kan du også få svar på spørgsmål om fx Grøn Trepart og vedvarende energi.
Mød din kommune – tæt på
Messen i MAGION bliver en unik mulighed for at møde både de frivillige, de professionelle og embedsværket, der alle er med til at forme fremtidens Billund Kommune. Det er et åbent hus – fyldt med inspiration, dialog og indblik.
Hvor og hvornår?
- Kl. 16.00-16.10: Velkomsttale v/borgmester Stephanie Storbank
- Kl. 16.10-16.20: Rammesætning for messen og kort oplæg om byprofilerne v/kommunaldirektør Thomas Foged
- Kl. 16.20: Messen åbner
- Kl. 18.30: Messen lukker
Messen fungerer som et åbent hus, så du møder bare op, når det passer dig, men husk at tilmelde dig. Oplæggene vil være på dansk, men der vil være mulighed for at stille spørgsmål til de deltagende aktører og bygherrer på engelsk ved de enkelte stande.
Samtidig vil der være aktiviteter i børnehøjde, og der serveres gratis kaffe og kage, ligesom der er mulighed for at købe aftensmad ved de udendørs foodtrucks
Tilmelding er påkrævet
Af hensyn til forplejning er tilmelding nødvendigt. Tilmeld dig borgermessen.