Farvel til et kendt ansigt i Billunds bankverden: Søren Vinther går på pension efter 49 år
Efter næsten fem årtier i bankverdenen siger Søren Vinther snart farvel til arbejdslivet
Den 1. juni 2025 går han officielt på pension, men selvom det bliver et farvel til hverdagen i Sparekassen Kronjylland, er det ikke et helt farvel endnu. Søren har nemlig lovet at give en hånd med hen over sommeren, så kollegaerne i Billund-afdelingen kan få sommerferieplanerne til at gå op.
– Det bliver lidt som at være “studenter medhjælper”, siger Søren med et glimt i øjet. – Vi skal ikke ud og rejse med det samme, men har planer senere, der kræver lidt mere luft i kalenderen.
Fra elev i Grindsted til mangeårig bankrådgiver i Billund
Søren Vinther begyndte sin karriere den 1. august 1976 som blot 17-årig elev i Grindsted Sparekasse, hvor A.E. Meier dengang var direktør. Her arbejdede han i 15 år – med en kort afstikker til Billund-afdelingen undervejs.
Et uventet vikariat i Billund kom til at vare tæt på et år, og da stillingen som souschef blev tilbudt ham, takkede Søren nej – familien var netop flyttet til et nyt hus i Grindsted og havde fundet sig godt til rette i et godt nabolag.
Men kort tid efter blev posten ledig igen – og denne gang slog familien til. De flyttede til Billund, hvor de har boet siden.
– Vi befinder os rigtig godt herude, og jeg har ikke fortrudt det skifte, fortæller Søren, der nåede at fejre 40-års jubilæum i Den Jyske Sparekasse, før han i 2017 skiftede til Sparekassen Kronjylland. Jeg har været så heldig at jeg har haft to rigtig gode arbejdspladser i mit arbejdsliv fortæller Søren Vinther.
Et vigtigt skifte og stærkt fællesskab
Skiftet til Sparekassen Kronjylland kom da der skete nogle ting som Søren ikke var helt tilfreds med. Søren tog derfor kontakt til Jørgen Møller, som han kendte gennem sin kone, og de to mødtes over en kop kaffe.
– Jeg har været rigtig glad for skiftet. Vi har et fantastisk sammenhold i afdelingen. Da jeg begyndte, var vi ni medarbejdere – nu er vi 16. Det er fedt at være en del af den udvikling, siger han.
Mennesker i centrum
For Søren har relationerne altid været kernen i hans arbejde. Han fortæller med varme i stemmen om en særlig hilsen fra en tidligere kunde, som nu bor i udlandet:
– Han skrev og ønskede mig tillykke med pensionen – og sagde, at han ikke havde været der, hvor han er i dag, hvis ikke jeg havde hjulpet ham med et lån til hans pilotuddannelse. Sådan noget gør indtryk. Jeg har altid forsøgt at sætte mig i kundens sted og finde løsninger – også selvom de var lidt utraditionelle, siger Søren.
Søren Vinther – Foto: René Lind Gammelmark
Et aktivt liv som pensionist
Når arbejdstøjet hænges på knagen, bliver det ikke sofaen, der trækker. Søren har allerede planer for pensionisttilværelsen:
– Jeg svømmer hver morgen, spiller golf, cykler og spiller bridge. Og så overvejer jeg at starte til bordtennis i en klub, hvor man skal være fyldt 60 – jeg bliver 67 til efteråret, så det går lige an, griner han.
Han har bevidst valgt at stoppe i sommermånederne.
– Mange har frarådet mig at stoppe i vinterhalvåret. Det er nemmere at holde sig aktiv, når det er lyst og vejret indbyder til at komme ud, siger han.
Et aktiv i lokalsamfundet
Udover sit arbejde har Søren også ydet en stor frivillig indsats. Han var aktiv i Billund Handelsforenings bestyrelse i 20 år og har været med til mange spændende projekter gennem årene.
Privat er Søren gift og har to børn og fem børnebørn – sønnen bor i Vejle med sin familie, og datteren bor i Hørning.