Grundloven fejres igen af lokale politikere

Privatfoto

Af Marianne Thorø

Grundloven fejres igen af lokale politikere 

En smule regn skal vi nok forvente ifølge metrologerne til årets grundlovsfester rundt omkring

Lokalt bliver det muligt to steder – ifølge vores oplysninger – at mødes og fejre Grundloven, der udkom i sin første udgave i 1849.

Billund Konservative Vælgerforening har gennem mange år haft tradition for at markere Grundlovsdag ved den historiske talerstol i Grindsted Anlæg – og 2025 bliver ingen undtagelse. Torsdag den 5. juni kl. 13.00–15.00 inviteres alle borgere til en eftermiddag i frihedens og fællesskabets tegn.

I Anlægget i Grindsted kan man høre taler fra det sydjyske folketingsmedlem for de konservative, Frederik Bloch Münster, det lokale kommunalbestyrelsesmedlem, Lars Hansen og Gunver Birgitte Nielsen, der er tidligere sognepræst i Grindsted Pastorat og nu kandidat til Regionsrådet.

Indimellem talerne vil der være musikalske indslag

I Krogager fortsættes endnu en tradition, når folketingsmedlem Anni Matthiesen atter inviterer til Grundlovsdag i egen have på Egebjerg Landevej. Det foregår fra 9-12 hvor der undervejs vil være taler af beredskabsminister Torsten Schack Pedersen, Billunds borgmester Stephanie Storbank, borgmesterkandidat i Vejen, Christian Lund, biskop i Ribe Stift Elof Westergaard, inden værten selv, Anni Matthiesen runder dagen af med sit bud på en grundlovstale.

Skulle det regne for meget på dagen, så flyttes arrangementet ind i tømrerværkstedet på samme adresse.