Troels Lund Poulsen gik glip af kartoffelskrælning – men fik gode idéer med hjem fra Billund

Troels Lund Poulsen gik glip af kartoffelskrælningFra venstre: leder af Billund Plejecenter, Margit Møller Madsen, Else Zippor direktør for Voksenområdet i Billund kommune, borgmester Stephanie Storbank, V-formand, Troels Lund Poulsen og formand for Voksenudvalget i Billund kommune Ann Charlotte Gaardsvig. Helt til højre er kommunens ældrechef Bethina Danielsen.

I en hel måned havde man i Forsvarsministeriet set frem til at se Troels Lund Poulsen i en lidt anderledes rolle: skrællende kartofler med beboerne på Billund Plejecenter i anledning af Valdemarsdag den 16. juni – med nyopgravede kartofler og snaps på menuen.

Men det var en drøm, der måtte stå uforløst. For da ministeren først ankom kl. 11, var beboerne på plejecentret allerede langt foran. Kartoflerne – leveret af Billund Kommunes Kartoffellaug – var for længst skrællet, og jordbærrene til dessert var klar. Ministeren måtte derfor nøjes med at synge med på fællessangen og hilse på de mange beboere, inden han satte sig til bords sammen med kommunale repræsentanter.

Selvom kartoffelskrælningen glippede, blev det alligevel et besøg med substans. Ministeren – der denne dag især var i Billund i sin egenskab af Venstres formand – fik nemlig rig mulighed for at høre om kommunens erfaringer, idéer og udfordringer på ældreområdet.

Første punkt på dagsordenen var det såkaldte 72-timers nødberedskab. Det var præcis et år siden, Troels Lund Poulsen opfordrede danskerne til at have mad, vand og fornødenheder til tre døgn i tilfælde af krise – men hvordan sikrer man det på et plejecenter, hvor man også har ansvar for borgere i eget hjem?

 

Her kunne Billund Kommune fortælle, at de på eget initiativ har sat gang i en række forberedelser

Blandt andet arbejdes der med en løsning, hvor de digitale køresedler til hjemmeplejen automatisk kopieres ned på et USB-stick hver dag. På den måde kan hjælpen fortsætte, selv hvis teknologien skulle fejle i en krisesituation.

– Vi kunne ikke vente på retningslinjer fra staten, så derfor satte vi selv i gang, lod kommunens ældrechef Bethina Danielsen Venstreformanden vide, inden hun berettede om de initiativer Billund kommune har søsat for at være klar, hvis strøm, internet og vandforsyninger skulle gå fløjten i en krisesituation.

Troels Lund Poulsen fik også indblik i den lokale implementering af ældrereformen – og de tilhørende bump på vejen – ligesom han udtrykte stor begejstring over det kommunale initiativ med såkaldte Spirejobs. Her hjælper 15-18-årige unge til i ældreplejen og får en smagsprøve på arbejdslivet – noget ministeren kaldte både inspirerende og vigtigt.

 

Selvom han ikke kom i nærheden af en kartoffelskræller, fik Troels Lund Poulsen alligevel en god portion lokale indsigter og ideer med hjem fra Billund.

– Det gør mig så glad! Jeg synes vi kan gøre meget, meget mere for at landets kommuner giver mulighed for at lave spirejobs rundt omkring på plejehjemmene. Det er godt i forhold til rekrutteringen – det er nok det allervigtigste – men så dét at der er nogle unge mennesker  som kommer med en stor livsglæde, der færdes på et plejehjem; det er der jo ikke noget dårligt at sige om, siger Troels Lund Poulsen til BillundOnline.