Mandag den 23. juni begynder Vejdirektoratet arbejdet med at udskifte asfalten på Rute 28 vest for Sønder Omme. Arbejdet forventes at tage omkring to uger.
Asfalten på Rute 28 vest for Sønder Omme er nedslidt. Derfor går Vejdirektoratet i gang med at give strækningen et nyt og forbedret lag asfalt.
Arbejdet begynder den 23. juni, og Vejdirektoratet forventer, at det kommer til at vare omkring to uger.
Sådan foregår arbejdet
Først bliver den gamle asfalt fjernet, så man kan reparere den underliggende belægning. Derefter bliver der udlagt ny asfalt og påført nye vejstriber.
Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.
Information til trafikanterne
Arbejdet udføres som dagarbejde primært mellem klokken 6.00 og 18.00. Trafikken forbi vejarbejdet vil blive styret med trafiklys.
Arbejdet betyder, at der er risiko for kødannelser, og at trafikanterne vil få en forlænget rejsetid. Når der ikke arbejdes på strækningen, vil vejen være åben for normal trafik.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte påføre naboer og trafikanter skriver de i en pressemeddelelse.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.