Af Carsten Sander Christensen
Det er smørret der gør’et og lidt om oste og margarine
Den lille egn her har altid været meget afhængigt at landbrug.
I starten for at overleve og senere for at udvikle og ekspandere. Køer var igennem mange århundrede det vigtigste landbrugsdyr her på egnen. Høns og får var dog også særdeles populære. Og herefter kom gederne. Alle dyr undtagen hønsene producerede mælkeprodukter. Gedeost og fåreost var almindeligt i bondens kost. Lette at opbevare og transportere og holdbarheden var dejlig lang. I dag ligger disse typer oste sådan lidt vækgemt i supermarkederne, men begge ostetyper er særdeles delikate, hvis de er produceret på den rigtige måde. I Sydeuropa kan de være en virkelig smagfuld ostetype.
Også køerne producerede jo mælk, og det var her den danske bonde begyndte at se produktionsmuligheder.
Fra omkring år 1800 begyndte professionelle ostemagere fra Europa at komme til Danmark, dog ikke her til egnen. Fra midten af 1800-tallet blev man bedre til at skumme fløden fra, som så blev brugt til smørproduktion. På daværende tidspunkt lavede man også smør herude på heden. Men jeg er sikker på, at hvis læseren i 1795 var blevet inviteret til morgenmad på en lokal gård her på egnen, ja så havde han eller hun nok ikke spist særligt meget ved det morgenbord. Alle produkter på bordet havde for det første en helt anden kulør end i dag.
Smørret kunne godt være helt sort og meget harskt. Nu har der nok ikke være meget eksport af smør fra vor lille egn og til f.eks. England omkring år 1800, men andre steder i Danmark blev mindre mængder af smør dog sent til Storbritannien. Produktet var dog af så stærkt varierende kvalitet, at det på øerne i folkemunde gik under betegnelsen mastesmør fra Danmark. Mastesmørelse var et sort produkt til at tjære masterne ind med på de britiske skibe. Renlighedskrav eksisterede ikke, saltet blev det sjældent og rådnede gjorde hurtigt.
Smør hedder på tysk og engelsk butter, der er kommet til det germanske sprog fra det latinske ord butyrum. Ordet skulle betyde ko-ost. Ordstammen fra butyrum findes den dag i dag i det engelske ord butyric acid, der betyder smørsyre eller butansyre. Netop det stof som dannes når smør og andre mælkeprodukter bliver harskt. Og så kaldte briterne også dansk korn for skiden sæd på grund af den ringe kvalitet. Men det er en anden historie. Men både korn og mælkeprodukter skulle få en helt anden kvalitet også her på egnen.
I 1882 åbnede verdens første andelsmejeri i Hjedding ved Ølgod.
Og det blev starten på en helt ny epoke i landbruget i Sydjylland. Allerede i 1860erne havde den franske biolog Louis Pasteur opdaget bakteriernes betydning for gærings- og forrådnelsesprocessen. Og med andelsmejeriernes opblomstring fik man råd til tekniske maskiner i smørrets fremstillingsproces ligesom en konsekvent håndhævelse af rengøring, hygiejne og kontrol ved smør fremstillingen frembragte et helt andet kvalitetsprodukt. Fra slutningen af 1800-tallet begyndte eksporten også her fra egnen til England. På de lokale mejerier blev smørret pakket i små trætønder, dritler, der i tusindvis blev afskibet fra Esbjerg Havn. Det dårlig ry hang dog ved og smørret fra de lokale andelsmejerier blev i lang tid solgt under navnet Kieler Butter. Fra 1901 kom dog det varemærke Lurmærkede Smør dog på banen – i England under navnet Danish Butter og Lur Brand og det gamle mastesmør blev nu endegyldigt stedt til hvile.
I 1960erne kunne det give et højt klask når ekspedienten i et lokalt ismejeri smed sleven med et halv pund smør ned på disken på det fedtmættede papir.
Herefter blev smørret pakket ind og vejet på vægten. Det var også meget almindeligt, at kunden også købte et stykke stang-is eller frossent vand i store blokke til brug hjemme i isskabet til at holde smørret køligt. Før brug skulle det dog ud på køkkenbordet. Isskabet var datidens køleskab. Køleskabe blev for øvrigt også meget almindelige i 1960erne og så forsvandt al isen.
Logoet der gjorde dansk smør verdensberømt – PR-Foto
I 1960erne kunne man også se mælkemanden kører rundt og aflevere mælk til private husstande rundt omkring i byerne.
De små brune mælkeflasker var ikoniske og ligesådan var mælkekapslerne på flaskerne. Omkring 1970 mistede ismejerierne monopolet på salg af mælkeprodukter. Og lokale købmænd i Grindsted og omegn og senere supermarkederne begyndte at sælge smør og ost. Og på samme tid opfandt svenskerne Tetra Pak og engangskartonerne udkonkurrerede på rekordtid de gennemsigtige små brune flasker.
Der er en lille krølle vi har glemt.
I 1869 opfandt og patenterede den franske kemiker Hippolyte Mège-Mouriès margarinen. Den blev fremstillet af animalsk fedt (talg), skummet mælk, mælkesyrebakterier og diverse smags- og tilsætningsstoffer.
Her i Danmark åbnde Otto Mønsted den første margarinefabrik i 1883 og her på egnen var det Steensen i Vejle, der stod for margarine fabrikationen. Steensen var en af de første der fremstillede margarine af vegetabilske fedtstoffer som rapsolie og solsikkeolie.
Margarine var særdeles konkurrencedygtig og kostede næsten kun det halve af Lurmærket smør. Margarinen fik helt urimeligt tilnavnet fattigmandssmør, men det skyldtes at kunstsmørret blev et politisk objekt, hvor Socialdemokratiet, arbejdere og industrifolk i byerne sværgede til margarinen.
Mens bønderne og Hørups Venstre parti og godsejere sværgede til smør. I 1880erne var der store demonstrationer mod margarine således op mod 10.000 demonstranter i enkelte demonstrationer bare på Fyn. Under mottoet ’Rent Land’ agiterede landbefolkningen for smørret, men måske var det bare fordi margarinen udkonkurrerede det noget dyre smørprodukt, men sådan er der jo så meget …
