Naboen fik ret: Ryans job på værket blev en livsstilling

Tidligere kolleger tog imod Tove og Ryan ved ankomsten til virksomheden i Grindsted. Parret bor nu i Lemvig - Foto: Jette Seidenschnur

Naboen fik ret: Ryans job på værket blev en livsstilling og Ryan Bach Nielsen er blevet tildelt kongelig belønningsmedalje efter 40-år på IFF i Grindsted.

 

En livsstilling

Da Ryan Bach Nielsen i 1984 var 24 år og arbejdede hos Volvo i Grindsted, ville han gerne finde et arbejde med større jobsikkerhed end at være automekaniker. ’Søg ind på værket’, sagde en nabo. ’Hvis du først kommer ind der, er det en livsstilling’.

 – Det ved jeg ikke, om jeg helt troede på, men jeg fik da en jobsamtale med fabriksmester Carl Bertelsen på Grindstedværket. Vi snakkede rigtig godt sammen. Faktisk så godt og længe, at han pludselig siger: ’Det her har jeg ikke tid til. Du kan begynde næste mandag’, og så var han ude ad døren, fortæller Ryan Bach Nielsen.

 Naboen havde ret; det blev en livsstilling. Fra 1984 og frem til januar i år, hvor Ryan Bach Nielsen forlod IFF i Grindsted. Tirsdag var han tilbage på fabrikken igen. Denne gang for at få tildelt Den Kongelige Belønningsmedalje af fabrikschef Thomas Laursen som anerkendelse af mere end 40 års ansættelse.

Tove Heldgaard Nielsen beundrer Ryan Bach Nielsens belønningsmedalje, som fabrikschef Thomas Laursen plantede på brystet – Foto: Jette Seidenschnur

Har fået gang i adrenalinen

Undervejs har han beklædt flere funktioner, siden han i 1984 begyndte som procesoperatør. Længst tid, 21 år, var han på det teknisk lager, hvor han som familiefar nød at være på daghold. Siden 2007 har han arbejdet i kedelhuset, først som allround medarbejder og de sidste 12 år som kedelpasser.

 – Det har klart været den allermest spændende del af min karriere. Din opgave er at holde en meget stor kedel i gang. Går den ned, rammer det hele fabrikken. Det kan ind imellem godt give lidt adrenalin i kroppen. Især var det vildt og udfordrende at være til at starte det store flisanlæg op, siger Ryan Bach Nielsen, som var med til at lære sin afløser op, inden han selv fratrådte 31. januar.

Tove Heldgaard Nielsen og Ryan Bach Nielsen med fabriksledelsen: Thomas Laursen, Karsten Kjærgaard og Max Kristensen – Foto: Jette Seidenschnur

En ny livsfase i Lemvig

Ryan Bach Nielsen er født i Vestervig, men opvokset i Grindsted, hvor han har boet næsten hele sit liv. Efter at have mistet både sin far, mor og en bror inden for få år fulgte han for tre år siden en opfordring fra sin søster i Lemvig om at flytte derop, så de kan få glæde af hinanden i den næste livsfase.

– Det har jeg aldrig fortrudt. Jeg syntes, at det kunne være skønt at komme ud og sejle på fjorden og jeg fandt en gammel båd, som jeg satte i stand. Vi har fået en skøn tilværelse heroppe. Vi er nabo til min søster, og det har været rigtig godt for os at komme tæt på hinanden, fortæller Ryan Bach Nielsen.

Hans kone, Tove Heldgaard Nielsen, arbejdede i Kvickly i Grindsted og har fået et godt job i Kvickly i Lemvig. Og Ryan Bach Nielsen har engageret sig i en lokal frikirke, ligesom han var i Grindsted.

Tove Heldgaard Nielsen og Ryan Bach Nielsen med fabrikschef Thomas Laursen (t.h.) og Emil Olsen (t.v.), som var Ryans leder i kedelhuset – Foto: Jette Seidenschnur

Ved sammenkomsten på IFF i Grindsted rettede Thomas Laursen en stor tak til Ryan Bach Nielsen for en 40-årig indsats præget af ordentlighed, ansvarlighed og respekt skriver IFF i en pressemeddelelse.