2024 bød på 4.244 flyvninger og 10-års jubilæum for akutlægehelikopterne i Danmark
10 år med akutlægehelikoptere: Høj tilfredshed og stabil aktivitet i 2024
Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning har netop offentliggjort sin årsrapport for 2024 – og den viser et stabilt aktivitetsniveau, høj patienttilfredshed og markerer samtidig et skarpt hjørne: 10 år med livreddende lægehjælp fra luften.
I gennemsnit rykkede en af de fire akutlægehelikoptere ud 11,6 gange i døgnet i 2024. Det er en mindre stigning i forhold til året før, hvor det samlede antal missioner var 4.167.
De kommuner, der havde flest helikopteropgaver, var Thisted (206), Samsø (164), Bornholm (163), Esbjerg (148), Frederikshavn (141) og Ærø (139). Især ø- og yderområder nyder godt af den flyvende akutlægehjælp.
Akutlægehelikopteren i Billund er den af de fire helikoptere der har fløjet flest ture i 2024 nemlig 1.314.
Kilde Danske Regioner
Patienterne er mere end tilfredse
En ny undersøgelse blandt 660 patienter, der har modtaget hjælp fra en akutlægehelikopter, viser en overvældende tilfredshed. Hele 99 procent havde et positivt indtryk af behandlingen – 91 procent svarede ”meget godt” og 8 procent ”godt”.
– Akutlægehelikopterne er med til at sikre adgang til akut behandling, uanset hvor i landet man bor, siger næstformand i Danske Regioner, Mads Duedahl.
– Ordningen gavner især borgere på øer og i tyndtbefolkede områder. De kan føle sig trygge ved, at de hurtigt kan få hjælp – enten direkte på stedet eller ved hurtig transport til et hospital. Og at patienterne samtidig er ovenud tilfredse med behandlingen, vidner jo om en meget velfungerende ordning, tilføjer han.
Et vigtigt jubilæum – og over 40.000 missioner
2024 markerede også 10-års jubilæet for Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning, som blev etableret i 2014. Siden da har helikopterne været på over 40.000 missioner.
I 2019 blev kapaciteten udvidet fra tre til fire helikoptere, og med tiden er det blevet muligt at gennemføre flere missioner i dårligt vejr. Samtidig er de lægefaglige muligheder blevet udbygget, så behandlinger nu i højere grad kan udføres direkte på ulykkesstedet eller i luften.
– Vi vil fortsat have fokus på dén høje kvalitet og udvikling, som akutlægehelikopterne står for, understreger Mads Duedahl.
Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning drives af regionerne og finansieres af staten skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.
- Landets fire akutlægehelikoptere flyver ud fra fire baser i henholdsvis Ringsted, Billund, Skive og Saltum i Nordjylland, så hele landet er dækket.
- Der var i 2024 flest flyvninger fra Billund-basen (1.314), efterfulgt af Ringsted (1.175), Skive (1.032) og Saltum (723).
- Patienter med hjerte-/karsygdomme udgjorde 42 procent af de fløjne patienter sidste år. Patienter med neurologiske sygdomme og trafikofre udgør også en stor del af patienterne.
- Aarhus Universitetshospital, Rigshospitalet, Odense Universitetshospital samt Aalborg Universitetshospital modtog flest patienter: Henholdsvis 524, 515, 511 og 291 patienter.
- Akutlægehelikopterne flyver oftest til regioner og kommuner tættest på deres egen base, men de kan sendes til alle dele af landet, når der er behov for det.