Sanders Historiske Hjørne: Laurids Rasmussen

Af Carsten Sander Christensen

Laurids Rasmussen (1850-1924), Dansk Vestindien og Grindsted i WW1

I foråret 1914 var togene begyndt at køre til og fra Vejle til Grindsted.

områdets mand på tinge hed Laurids Rasmussen (V) og han havde i mange år været en vigtig bagmand bag den enorme udvikling som den lille hedeby havde været igennem siden år 1900. Indbyggertallet var o. 400 i 1910 og 1100 i 1917. Men i flere år havde det rumlet ude i den store verden. En verden der jo endnu lå lidt fjernt fra den lokale egn. Visse lande som f.eks. det østrig-ungarske kejserrige var en ren krudttønde. Og i august 1914 erklærede det daværende tyske kejserrige så krig mod Frankrig og Rusland. 1. Verdenskrig var begyndt. 

 

Tyskland var dog en ikke så fjern nabo – for egnen her forstås.

Grænsen gik nær Skodborg – godt 40 kilometer syd for Grindsted. Danmark var neutral i 1. Verdenskrig, men den påvirkede alligevel såvel den lille hedeegn som resten af landet en hel del. og derfor var det blevet vedtaget i Landstinget, at stationere garnisoner ved den dansk-tyske grænse. Derfor kunne man, især til børnenes udelte glæde, opleve besøg fra delinger af soldater, der red gennem byen og hvor de gjorde ophold og hestene fik vand og hø forskellige steder i området.

 

De Dansk Vestindiske øer.

I april 1917 erklærede USA så Tyskland krig og storkrigen gik ind i en afgørende fase. Og lidt ligesom i 2025 så fokuserede USA også dengang meget på sikkerheden omkring det nordamerikanske kontinent. Og et af de steder USA åbenbart havde strategiske interesser var i det Caribiske Hav og her lå de daværende De Dansk Vestindiske Øer. Små 2.000 km2 med vel en 25-30.000 indbyggere. Deres nærmeste nabo var Puerto Rico, hvor indbyggerne i 1917 fik et amerikansk statsborgerskab, så de fik lov til at rejse frit til USA. Endvidere var Panama-kanalen, der var under amerikansk overherredømme, blevet indviet i 1913. Derved blev hovedbyen i den danske koloni, Charlotte Amalie, en by på størrelse med Varde, særdeles attraktiv og øernes hovedproduktet – sukker – var jo altid yderst attraktivt til import og eksport.

 

Men der var en anden mere håndgribelig årsag.

Amerikaner var jo orienteret om styrkeforholdet mellem Danmark og den store nabo mod syd. Og hvis tyskerne pludselig skulle bruge en flådebase tæt det amerikanske fastland, ja så ville tyskerne jo bare tage øerne fra Danmark uden nævneværdig modstand. Fra 1916 var forhandlinger om et eventuelt amerikansk køb af de små paradisøer derfor på bordet. Og samme år nåede danskere og amerikanere til enighed om betingelserne for et salg De Dansk Vestindiske Øer. Amerikanerne havde i flere omgange forsøgt at erhverve sig Grønland, også som en del af det sikkerhedspolitiske netværk omkring det nordamerikanske kontinent.

 

Danskerne havde erhvervet sig øerne tilbage i 1660erne.

Når fremmede skibe skulle betale Øresundskontrol måtte kontrollanterne jo ned i lasten for at se, der skulle fortoldes (og måske smage varerne også). Og blev det så for meget for kontrollanterne, at Frederik 3. blev orienteret. Og så blev der hurtigt arrangeret et ”diplomatisk handelskorps”, der hurtigt drog vest på. Ideen var at anlægge en flådehavn, det var på piraternes tid og de kunne godt lide produkterne fra de små caribiske øer og fra fremmede handelsskibe. Skt. Thomas er vistnok opkaldt efter en pirat men han var smuttet med lasten fuld af rom. Den 30. marts 1666 erklærede kaptajn Erik Nielsen Smit øerne for danske.

 

I 1860 blev den lokale befolkning så endeligt fri fra slaveriet.

Egentligt fra 1848 men en resolution krævede en 12-årig overgangsperiode. Efter 1848 gled handelen af danske hænder og øerne blev fodret med ”bloktilskud”, var efterhånden et stort problem for den danske statskasse. Omkring 200 år efter overtagelsen af  De Dansk Vestindiske Øer gik man derfor i salgstanker i det danske Landsting. USA var den største handelspartner, derfor var USA meget interessant ved et eventuelt salg. I 1902 havde det danske parlament og den amerikanske kongres ført forhandlinger under hånden. Men stor modstand og lange debatter fra og mellem landtingsmedlemmer, bl.a. fra Laurids Rasmussen, betød at salget gik i vasken. Den 4. august 1916 var valget en realitet. Prisen var 100 millioner kr. (25 millioner dollars). Et gigantisk beløb. Ved salget af Dansk Vestindien havde de danske forhandlere betinget sig, at Danmark havde et legitimt krav på Grønland. Og det blev godkendt af amerikanerne.

 

Salget var et uskønt foretagende og der opstod megen politik uro, især da forhandlingerne foregik under hemmelige forhold.

Det hele resulterede i den første ikke-bindende danske folkeafstemning den 14. december 1916. Der var dog meget meget langt mellem f.eks. Grindsted og Charlotte Amalie i 1916. Det nærmeste kontakt var Flensborg Havn, den danske rom by. Sukker, træ og rom blev sejlet fra Skt. Thomas til Flensborg og det ikoniske firma Hansen Rom ordnede resten. Men forud for folkeafstemningen havde lokale politiker agiteret for deres holdning i de lokale vælgerforeninger. Også her var Laurids Rasmussen meget mod salget. 

Man ved vel ikke præcist, hvor mange der har stemt her i området. På landsplan var det godt 37% af befolkningen – det var det ikke her! Omkring 65% stemte for salget. Øerne blev formelt overdraget til USA den 31. marts 1917. Det er ligesom Puerto Rico ikke en amerikansk delstat men et amerikansk territorium. I 2023 foretog Suffolk University (Boston) en undersøgelse af de godt 100.000 indbyggeres ønsker og her ønskede omkring 64% muligheden for at blive en delstat i USA. Det siges, at indtil sin død i 1924 var Laurids Rasmussen meget fortørnet over salget af den danske koloni.