Nye helårsruter og stærke passagertal

Norwegian flyver fra Billund til London Gatwick op til 6 gange om ugen - PR-Foto: Billund Lufthavn

Nye helårsruter og stærke passagertal: Billund Lufthavn oplever travl start på højsæsonen

Første uge af højsæsonen er skudt i gang med gode nyheder for Billund Lufthavn.

Tre nye helårsruter er netop blevet åbnet, og passagertallet fortsætter med at stige.

Det er Norwegian, der nu forbinder Billund med London Gatwick med op til seks ugentlige afgange, mens lavprisselskabet Wizz Air har åbnet ruter til både Gdańsk i Polen og Vilnius i Litauen. De nye ruter ventes at tilføre over 100.000 ekstra sæder i løbet af tredje kvartal.

– Vi har en række rutenyheder, som vi forventer vil sætte yderligere turbo på blandt andet inbound-trafikken. Bookingerne viser allerede solid efterspørgsel fra både britiske, polske og litauiske rejsende, fortæller lufthavnsdirektør Jan Hessellund.

Nye helårsruter og stærke passagertal

Johan Bisgaard Larsen (tv.) og Jan Hessellund (th.) klipper snoren til åbningen af Norwegians nye rute ti London Gatwick. – PR-Foto: Billund Lufthavn

Knap 400.000 rejste fra Billund i juni

Antallet af rejsende gennem terminalen steg mærkbart i juni. Hele 398.206 personer rejste gennem lufthavnen – en stigning på knap 10 procent i forhold til måneden før. Særligt ruterne til de populære spanske destinationer som Barcelona, Alicante og Malaga er kommet godt fra start med flere afgange henover sommeren.

– De spanske ruter styrker ikke bare regionens tilgængelighed udadtil, men tiltrækker også turister, som nemt kan opleve Danmarks kultur og kyster, siger Jan Hessellund.

 

Netværksselskaber tager over efter Ryanair-exit

Også netværksselskaberne som Air France, KLM, Lufthansa, Turkish Airlines, British Airways og SAS oplever fremgang. Selskaberne har samlet set vækstet med over 14 procent i første halvår af 2025 sammenlignet med sidste år.

– Efter Ryanairs exit har netværks- og charterselskaberne grebet mulighederne. Det er godt for både vestdanskerne, der skal ud i verden, og for de turister, der besøger vores region, konstaterer Hessellund.

 

Fortsat vækst i cargo trods tilbagegang

På fragtområdet er der dog en mindre nedgang i mængden af luftfragt i juni, hvor 7.161 tons blev fragtet – et fald på 12 procent i forhold til året før. Alligevel fortsætter væksten indenfor e-handel og eksport af laks med at trække op, og lufthavnen ser sig stadig som et vigtigt knudepunkt for global distribution.

1.juli genoptog fragtoperatøren Time Matters desuden sine flyvninger fra Billund med fire ugentlige afgange.

 

Motorvej styrker tilgængeligheden

Billund Lufthavn går et stærkt efterår i møde. Med 50 flyselskaber og 100 direkte ruter står lufthavnen godt rustet til at fastholde sin position som Vestdanmarks vigtigste internationale lufthavn.

– Vores momentum peger i den rigtige retning. Nye ruter, stigende passagertal og en ny motorvej mellem Give og Billund gør det endnu nemmere at komme til og fra lufthavnen, siger Jan Hessellund i en pressemeddelelse.

 


Fakta:

  • Nye ruter: London Gatwick, Gdańsk og Vilnius

  • Passagertal juni 2024: 398.206 personer

  • Cargo i juni: 7.161 tons