Grindsted-elev hædret med Fanebærerpris

Grindsted-elev hædret med FanebærerprisFinn Kulpa fra Grindsted Gymnasie- og Erhvervsskole - PR-Foto

Grindsted-elev hædret med Fanebærerpris: Finn er en verdensmester i samarbejde

Torsdag den 26. juni blev en helt særlig dag for EUX-student Finn Kulpa fra Grindsted Gymnasie- og Erhvervsskole.

Han modtog nemlig HK Sydjyllands Fanebærerpris for sit store engagement – både fagligt og socialt.

Finn er ifølge både lærere og klassekammerater kendt som en vaskeægte holdspiller. Han er altid klar til at hjælpe, hvis nogen har svært ved stoffet, og sørger for, at alle bliver inddraget i opgaverne. Fraværet er lavt, og engagementet højt – Finn møder forberedt op og deltager aktivt i undervisningen.

– Finn formår at motivere sine kammerater til en ekstra indsats, samtidig med at han arbejder selvstændigt og målrettet, lyder det i indstillingen fra hans lærere, der især fremhæver hans dynamik i gruppearbejder.

Også klassekammeraterne beskriver Finn som én, der er rar at være sammen med og god til at snakke og arbejde med alle i klassen. Under sin praktik har Finn desuden modtaget flotte anbefalinger for sin blanding af godt humør, social ansvarlighed og engagement.

– Han har gjort en stor indsats for at skabe et godt fællesskab i klassen, lyder det samstemmende fra både undervisere og medstuderende.

Med prisen følger et legat på 4.000 kroner samt en Kay Bojesen-fanebærerfigur som symbol på det forbilledlige engagement, Finn har vist skriver HK Sydjylland i en pressemeddelelse.

Stort tillykke til Finn med den velfortjente anerkendelse!