Spærringer på vej: Nyt vejarbejde syd for Grindsted kan påvirke trafikken hele sommeren og efteråret

Billund Kommune sælger jord til rundkørselDet er her ved Tingvejen/Søndre Ringvej der skal laves en ny rundkørsel - Kilde: Skraafoto.dk

Spærringer på vej: Nyt vejarbejde på Tingvejen syd for Grindsted kan påvirke trafikken hele sommeren og efteråret

Vejdirektoratet går i gang med at ombygge det trafikerede kryds mellem Tingvejen og Søndre Ringvej/Vesterhedevej syd for Grindsted til en ny rundkørsel.

Arbejdet skal gøre krydset mere sikkert – men betyder samtidig, at lokale bilister må indstille sig på spærringer og ændrede ruter hen over sommeren og efteråret.

Første spærring begynder allerede på mandag

Fra mandag den 7. juli kl. 5 bliver Søndre Ringvej spærret for al trafik frem til fredag den 12. september kl. 16. I den periode skal bilister, der kører fra Grindsted mod Tingvejen, i stedet benytte Søndre Boulevard.

Fra den 12. september åbnes et spor i nordgående retning på Søndre Ringvej, så trafikken fra Tingvejen mod Grindsted kan køre som normalt. Men den sydgående retning forbliver lukket indtil den 7. november kl. 16.

 

Vesterhedevej spærres også

Ud over spærringen af Søndre Ringvej vil Vesterhedevej blive lukket i krydset fra mandag den 15. september kl. 5 og frem til fredag den 7. november kl. 16. I den periode kan trafikanter benytte Egebjerg Landevej ved Krogager som alternativ rute.

 

Tingvejen holdes åbent

Mens den nye rundkørsel etableres, vil trafikken på Tingvejen kunne passere området, men med nedsat hastighed eller signalregulering. Vejdirektoratet opfordrer trafikanter til at være ekstra opmærksomme og følge skiltningen.

 

Følg med online

Vejdirektoratet beklager de gener, arbejdet kan medføre for trafikanterne, men understreger, at rundkørslen skal gøre området mere trafiksikkert. Hele projektet forventes færdigt i slutningen af 2025.

Bilister kan altid holde sig orienteret om aktuelle spærringer og vejarbejder på Trafikinfo.dk eller via Vejdirektoratets trafikkort skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.