Bodil Køppen stopper efter 15 år i Kulturhuset

Foto: René Lind Gammelmark

Efter 15 år i spidsen for Kulturhuset – Grindsted Kino har Bodil Køppen valgt at stoppe pr. 31.December 2019.

Lige fra starten har Kulturhuset i gennem årene været drevet af 70-80 frivillige. 

De første år brugte nogle ildsjæle megen energi på at få husets økonomi og drift til at køre.

Og et underskud på 500.000 er nu vendt til en formue på ca. 1 million. En opsparing der dels skal være med til at sikre husets fortsatte eksistens – dels være med til finansiere evt. udvidelse af arrangementer og måske endnu en lille biografsal.

Bodil udtaler:  
At drive en biograf kræver, at man hele tiden er på mærkerne. Dels for at publikum skal foretrække vores lokale biograf frem for de store nye i andre byer, dels at vi hele tiden har de sidst nye film, men også er med på de smalle kvalitetsfilm. 

Skal huset derfor fortsat eksistere, er det vigtigt, at det drives effektivt og med tydelige mål. Det kræver nogle omstruktureringer og andre måder, at gøre tingene på. Og en frihed som gratis adgang til alle film for vore frivillige, er ikke længere en mulighed.

Der må være en mindre egenbetaling, så filmudlejerne får deres andel. Ellers kan man frygte, at Grindsted kino ikke længere er attraktivt for dem at leje film ud til. Og uden film ….. ja, hvad skal man så med en biograf?

Bestyrelsen har derfor udarbejdet nogle retningslinjer for de opgaver, der skal løses i biografen. 

Det gav naturligt nok nogen utilfredshed blandt nogle af vore frivillige. Men her er det vigtigt, at en bestyrelse står sammen om sine egne beslutninger. 

Det følte jeg ikke, vi gjorde. Og er man ikke længere på bølgelængde med sin bestyrelse, skal man gå som formand. Og det er så det, jeg gør. 

Det har været 15 fantastiske år med mange gode oplevelser. Dem er jeg taknemmelig for.

Men nu venter nye udfordringer skriver Bodil Køppen til Netavisen Grindsted.

Foto: René Lind Gammelmark