Sensationel søster-sejr i double

Lykke og Liv Bertelsen - PR-Foto

Søstrene Bertelsen reducerede topholds chok-nederlag

Ny klub. Men samme historie.

Efter hele fire sæsoner i Kolding er den 16-årige tennisveteran Lykke Bertelsen fra Grindsted før denne sæson skiftet til en anden af hjembyens naboklubber, Vejle, fordi denne har som klart mål at rykke fra 1. div. op i Elitedivisionen. Dermed var der lagt op til, at Lykke, der i hele karrieren har været blandt topscorerne i landets næstbedste række, skulle have en knap så afgørende rolle på holdet, men i stedet bidrage med sine vanlige sikre point til holdet og ellers skærpe sig før den langt hårdere konkurrence i den landsdækkende Elitedivision.

Men sådan forløb sæsonpremieren i pludselig forårssol i weekenden langtfra. Det ellers ambitiøse Vejle-hold var nemlig massivt ramt af afbud, bl.a. i form af en sidste øjebliks-afbud fra en anden af holdets sikre kort. Det betød bl.a., at Lykkes storesøster, Liv, 18, blev overtalt til et comeback på lillesøsters nye hold, som hun aldrig tidligere har stillet op før. Liv var selv elitedivisionsspiller allerede som 13-årig for Esbjerg, men har siden skruet ned for blusset og dyrker i stedet motionsidræt – og har senest besluttet sig for at tage golfkørekort i Gyttegård i løbet af sommeren.

Da afbuddene hobede sig op, nåede Liv at allerede at slide vabler i hænderne efter træningssessioner tre dage i træk mod lillesøster i dagens op til sit comeback – mere end syv måneder efter sidst at have haft en ketsjer i hånden og mere end tre år efter sin seneste turneringskamp. Men rutine fornægter sig ikke, og Liv vandt første sæt klart mod sin yngre modstander fra det tidligere elitedivisionshold fra fynske Vester Skerninge. Efter at være brudt i sit eget første serveparti vandt hun hele fem partier i træk til 5-1 og tog første sæt 6-2. Men fra 1-1 i andet sæt begyndte de uvante dybe løb at tære på den ellers veltrænede motionist. Hun tabte andet sæt 1-6 og den afgørende match tie break 6-10. I match tiebreaken var der tæt på udsolgt. Liv vandt seks point direkte på sin forbløffende intakte serv, men ikke et eneste point i duel.

I mellemtiden havde Lykke vist som holdets sikreste kort, uanset hvilken klub hun spiller i. Skønt bagud undervejs i begge sæt vandt hun sin single 6-4 7-6.

 

Reducering vækker håb

Derimod skuffede Vejles højst rangerede single stort ved at tabte en tæt kamp, og da Vejle med de mange afbud havde måttet opgive at stille fuldt hold og dermed havde tabt både en single og en double på forhånd, havde oprykningskandidaterne sensationelt tabt kampen allerede inden søstrene Bertelsens afsluttende double – som de til gengæld næste lige så overraskende vandt over modstandernes to bedste singler, som er en sammenspillet double. Næsten tre år efter deres seneste fælles optræden – som jyske U16-mestre i double – vandt Liv og Lykke i en tæt kamp med masser af smil og glæde over at spille sammen igen.

Efter at have vundet første sæt 6-4 tabte søstrene andet sæt med samme cifre. Til gengæld var der kun en double tilbage på banen i den afsluttende match tie break. Efter føring på hele 5-0 cruisede søstrene til sejr på hele 10-3. Et af modstandernes point kom endda efter at Liv efter ellers som regel sikre server smed en aldeles betydningsløs dobbeltfejl lige før lukketid.

Sejren var vigtig. For med reduceringen til 2-4 i den første af sæsonens syv kampe har Vejle stadig muligheden for at snuppe rækkens eneste oprykningsplads til landets fineste række. Men der er ikke råd til flere fejltagelser.

Individuelt rykker Lykke, som i flere tidligere sæsoner, straks fra start ind på en delt førsteplads på topscorerlisten blandt de foreløbigt 24 anvendte spillere i 1. div., mens storesøster Liv i kraft af doublesejren med lillesøster ligger på en mangedelt syvendeplads.

Med doublesejren er søstrene stadig ubesejrede sammen og besluttede derfor spontant at melde sig til JM, hvor Lykke plejer at hente medalje med skiftende, men langt mere turneringsvante topspillere end storesøster. Til JM nøjes Liv med doublen med lillesøster, mens Lykke som vanligt også stiller op i single.

 

OK sæson-debut til lillesøster

Yngste søster, Siv, 14, er ved at kæmpe sig tilbage i konkurrenceform i atletik efter den lange coronapause fra banen. Efter sit livs langsomste 3.000 m. for nylig i Vejle var indsatsen mere godkendt ved weekendens ABC-stævne på Ceres Park i Århus, hvor også OL-sølvvinderen fra Rio, Sarah Sloth, deltog. Siv, regerende dansk U15-mester på 800 m. for AK Heden, Grindsted, løb sæsonens første 1.500 m. løb, og selv om hun ikke helt nåede sit mål om at løbe under fem min., og selv om hun første gang i næsten to år tabte til sin jævnaldrende træningskammerat fra Kolding, som også hører til den absolutte danske elite i U15, kunne Siv med en sikker andenplads i et stort felt og med tiden 5.02 min. dog notere sin hurtigste sæsonåbning på distancen nogensinde skriver Erik Holme Bertelsen i en pressemeddelelse.