Af Kai Bayer
Jørgen Selmers julehistorie – sendt på Lokalradio Grindsted den 19. december 1987
Fjerde og sidste del:
For en halv time efter at pigerne havde forladt gården, lød der hestetramp på stenbelægningen på gårdspladsen. Det var gårdmanden og hans karl, der kom tilbage fra Grindsted, hvor de havde været inde at sælge nogle lammeskinker og nogle kalvehuder til Poul Kromand.
De sparkede sneen af deres træskostøvler og gik ind i stuen. ”Åh, gudskelov her er varmt og Gud han skal nok holde sin hånd over dem, der er ude at færdes i dette uvejr,” sagde gårdmanden. Det var hans hilsen til konen, da han kom ind i stuen, og så fik konen ellers dårlig samvittighed. ”Åh, de sølle børn. Mon de nu allerede er frosset ihjel ude i kulden” sagde hun. Og hun blev så nødt til at forklare, hvad der var sket.
Manden kunne også godt se, at det her ikke var helt heldigt, og han kaldte på karlen. De fik tændt en lygte hver og så forsvandt de to ellers sammen med hunden ud i vinternattens uvejr.
Vinden var så voldsom, at de slet ikke kunne orientere sig
Det var faktisk det rene held, at hunden på et tidspunkt begyndte at gø voldsomt. For foran dem lå et fårehus, og de var enige om, at de måtte derind og hvile sig før de forsatte eftersøgningen
Idet de gik ind, stødte de fødderne mod noget blødt, der lå under den sammenføgne sne. Og det kan nok være, at de blev glade, da de kunne se, at det var de tre små piger, som de havde fundet. Pigerne fik – trods deres alder – en god slurk brændevin og det kvikkede dem godt op. Og så gik turen med bondemanden og karlen tilbage til Urupgård. Her varede det ikke så længe før de var tøet godt op. De fik en kraftig portion julegrød med honning i og så i seng.
Og næste dag – juleaftensdag – var vejret blevet noget bedre, så Thomas Urup kørte pigerne til Grindsted og videre hjem til huset ude på heden ved Vesterhede, hvor forældrene selvfølgelig blev glade for at få pigerne tilbage i god behold, men også fordi de fra Urupgård havde fået noget rigtig god mad med til juleaften. Uden den mad havde deres juleaftensmad nok bestået af nogle spergelfrø, vand og nogle kogte kartofler.
Se, det var den julehistorie og nu skal man selvfølgelig ikke tro, at alle levede i den elendighed på det her tidspunkt, men jeg synes alligevel, at historien er spændende, fordi man får en fornemmelse af de store hede strækninger, og man får en forståelse af de store forskelle, der var på fattige og rige, og hvor lidt der egentlig skulle til for at klare livet på heden.
