Særlig indstiftet pris gik til kæmpe lokal ildsjæl

Mathias Landén Vips Jeppesen - Foto: René Lind Gammelmark

Til årets Sports- og Kulturgalla var der indstiftet en ny pris kaldet Årets Skulderklap. Den tildeles en person, en forening, et hold, en gruppe, et miljø inden for kultur- og fritidslivet, som fortjener et skulderklap pga. et bidrag eller en særlig og/eller betydningsfuld indsats i det forgangne år.

De nominerede var Mathias “Vips” Jeppesen, GGIF Fodbold, De frivillige fra Naturplejerteamet og Team BFO, som er et klubsamarbejde mellem Blåhøj IF, Sdr. Omme IF og Filskov IF.

Og vinderen blev Mathias Jandén Jeppesen, der gennem sit arbejde i fodboldmiljøet har løftet det traditionelle boldspil til nye og kreative højder.  Dog er det ikke det, der fylder mest for Mathias. Hans største fokusområde er børn, unge og deres trivsel. Mathias har på egen hånd fået skabt et nyt fodboldunivers: ”Vips’ Fodboldskole”. Her er det ikke vigtigt, hvor godt du sparker til bolden, eller hvor god du er til at drible – men at de unge løftes som individer. Mathias er formand i GGIF Fodbold, og med flid og dedikation varetager han mange opgaver og er også udviklingskonsulent for klubben. Her bestræber han sig på at udvikle klubben efter DBUs krav til en børneklub. Mathias er frontløber i at sætte Billund Kommune på landkortet og verdenskortet i forhold til Teqball. Mathias går altid forrest, når der skal testes nye idéer af og fodboldområdet skal udvikles.

Heller ikke Mathias Jeppesen kunne være til stede til showet, da han ligesom Mira er til teqball-turnering i Belgien.