Oplev strandlivet midt i Grindsted Midtby

Grindsted City Beach - Foto: Billund Kommune

For at understøtte handelslivet og skabe liv i midtbyen, samt som optakt til dette års DM i beachvolley, etableres Grindsted City Beach på Torvet. Her vil Grindsted Handelsstandsforening og Grindsted Petanqueklub sørge for flere aktiviteter til sommerens besøgende.

Sommeren står for døren, og flere længes efter at boltre sig på stranden i flot solskinsvejr, men i år behøver turen til stranden for Billund Kommunes borgere ikke at blive lang. Fra 3. juli får Grindsted Midtby nemlig deres helt egen strand kaldet Grindsted City Beach – Grindsted Bystrand. Her kan du i skygge af palmetræer tage børnene med ned og grave i sandet, mens solen forhåbentlig bryder frem til godt strandvejr skriver Billund Kommune i en pressemeddelelse.

Strand som optakt til beachvolleyturnering
På grund af Corona er beachvolleyturneringen City Beach Grand Slam rykket til uge 38, hvor professionelle beachvolleyspillere skal dyste om Danmarks Mesterskabet. Det er blandt andet i den forbindelse, at Grindsted City Beach etableres, så der allerede nu kan skabes liv og strandstemning i optakten til turneringen. Derudover er håbet, at så mange som muligt kan få glæde af stranden hen over sommeren.

Turneringens Centre Court anlægges på Torvet i Grindsted, og yderligere 6 baner overfor rådhuset. I uge 38 vil Grindsted bymidte således have beachvolleybanen som omdrejningspunkt, og det vil ikke være muligt at køre i bil ind på Torvet. Til gengæld er det muligt for borgerne at udfolde sig på de helt nye beachvolleybaner, og deltage i forskellige aktiviteter. Imens kan børnene stadig lege på Grindsted City Beach.

Aktiviteter til glæde for borgere og handelsliv
I samarbejde med Grindsted Handelsstandsforening og Grindsted Petanqueklub arrangeres der forskellige aktiviteter, som skal skabe liv i Grindsted Midtby efter et forår med nedlukning. Aktiviteterne bliver centreret omkring Grindsted City Beach i juli og august og vil sammen med byens nye strandmiljø skabe god stemning.

”Vi håber med disse aktiviteter at kunne sparke gang i byen igen og vise, at vi stadigvæk er en handelsby og lokke borgerne til Grindsted Midtby igen efter corona, ” fortæller formanden for Grindsted Handelsstandsforening Jonas Pedersen.

Ud over at du kan bruge sommeren på at øve dig i petanque på den opstillede bane, vil du også kunne hygge dig med familien på kræmmermarkeder eller nyde stemningen af livemusik fra upcoming musikere. Alt sammen aktiviteter som skal glæde strandgæsterne og det lokale handelsliv.

En del at udviklingen af Grindsted Midtby
Forvandlingen af Torvet i Grindsted er også en del af Bymidteforums strategiske udviklingsplan, som er lagt for Grindsted midtby. Planen skal være med til at understøtte handelslivet og skabe mere liv og aktivitet i bymidten. Planen tager udgangspunkt i 3 udviklingsspor, hvor der bliver peget på forskellige projekter, der skal være med til at sætte retningen for fremtidens Grindsted.

”Udviklingen og handelslivet i kommunens bymidter er højt prioriteret hos hele byrådet. Efter en lang nedlukningsperiode glæder jeg mig over, at vi igen kan byde folk velkommen i vores bymidter, så vi kan bevare og udvikle de muligheder, som vores byer tilbyder,” fortæller Borgmester Ib Kristensen.

I samarbejde med Grindsted Festuge og Trekantområdets Festuge vil Billund Kommune fortsætte med at skabe aktiviteter for borgerne i løbet af efteråret. Programmet er under udarbejdelse men borgere i både Billund og Grindsted kan godt glæde sig til at også efteråret er spækket med aktiviteter for både børn og voksne