Bülows Hjørne: Kære lille mor – den sidste juleaften knækkede du din cancer

Af Louis Bülow

Den livstruende sygdom kræft rammer hver tredje dansker og gør alle andre til pårørende. På en eller anden måde og på et eller andet tidspunkt i vort liv kommer vi alle i berøring med kræft.

Tillad mig her i mit livs efterår med alderdommens ubønhørlige skranten lige om hjørnet at lade et vemodigt erindringsglimt fra midten af 1990’erne tone frem fra en sygestue på Grindsted Sygehus.

Der er kun få timer til juleaften, og mærket på liv og sjæl af en dødelig kræftsygdom må du, kære mor, tilbringe din sidste tid i et hospitalsmiljø af hvide kitler, skærme og dropstativer. En fremtid uden håb er din barske virkelighed.

Og dog formår du tappert og med ukuelig livsvilje at omfavne din skæbne. Al sygdom, vemod og triste tanker til trods har du kræfter og overskud til at bære julens fortættede stemning af juleglæde og højtid ind i sygestuen.

Nedtællingen til årets store højtidsaften er til ende, det er juleaftensdag, og du og jeg glæder os begge til at fejre juleaften og spise julemiddag sammen i den lune sygestue.

Et par timer før jeg begiver mig afsted for at tage en Taxa til Sygehuset, flænses stilheden i min lejlighed af telefonens ubarmhjertige kimen. Forsigtigt tager jeg røret: – Det er mor, lyder det i den anden ende. Det bliver en samtale, jeg for altid skal gemme i mit hjerte.

Netop denne julehøjtid – vor sidste juleaften sammen efter fire vidunderlige årtier i Hejnsvig fyldt med kærlighed og hjertevarme – betyder uendeligt meget for os begge to.

Med din opringning føler jeg mere end nogensinde vingesuset af din godhed og betingelsesløse moderkærlighed, da du selv fra dit dødsleje sprænger alle rammer for – om så bare for en stund – at knække din cancersygdom og gøre også denne juleaften til en fest, en glad tid.

Min plejemor Anne Lise i Hejnsvig – Kilde: Privatfoto

Ganske som i H. C. Andersens hjerteskærende eventyr om moderen, der kæmper for at fravriste døden sit barn. Hun ofrer sig for barnet, og da Døden undrer sig, lyder hendes svar: – Jeg er en moder …

Lille mor, du har sat himmel og jord i bevægelse for, at vi denne vor sidste juleaften skal blive forundt en overdådig julemiddag: andesteg, hvide og sukkerbrunede kartofler, duftende rødkål, svesker, asier og risalamande. Selv julepynt og julestads, små nisser, gaver og et lille juletræ i miniformat har du formået at skaffe til veje. Alt skal være trygt og godt, som det plejer at være.

Efter julemiddagen sidder vi med hinanden i hånden og lader stilheden tale, indtil et væld af glade stunder, kærlige erindringsglimt og godhedsøjeblikke fra barndommens forjættede land i Hejnsvig finder ord. Du blomstrer op med lidt skælmeri her, et kærligt knus der, et lille smil, lidt latter.

Vor sidste juleaften sammen skal blive glædens og eftertankens højtid og den store huskeaften. Vi husker, hvordan det var sidste år, årene før. Vi tænker på familie, slægt og venner og på dem, vi savner – dem, der ikke er mere.

Vi tager på langfart tilbage i tiden og genoplever, hvordan du livet igennem har ladet mig byde drømme og håb op til dans og forvandlet selv de tungeste dansetrin til en flot og fejende vals.

Louis som dreng i Hejnsvig – Kilde: Privatfoto

Vi husker i alle detaljer vor allerførste jul sammen i den idylliske malermestervilla i Bredgade og træder for en stund ind i et vidunderligt tidsbillede fra 1950’ernes Hejnsvig med Morten Korch idyl og kanelduftende julenostalgi intakt.

Aldrig skal jeg glemme dig, som du sidder der i vor lune stue med din lille purk trygt og godt i favnen, mens du synger de gamle velkendte julesange. Eller når du ved julelampens skær læser H  C. Andersens eventyr højt om Den lille Pige med Svovlstikkerne:

Det var saa grueligt koldt, det sneede … I denne Kulde og i dette Mørke gik paa Gaden en lille, fattig Pige med bart Hoved og nøgne Fødder … Ak! En lille Svovlstik kunne gøre godt.”

For tid og evighed vil jeg huske, hvordan julehøjtidens budskab om godhed og næstekærlighed lyste fra dit sind. Du forvandlede mit barndomshjem til ét stort barnekammer og gav plads til julens magi og hemmelige verden. Du gjorde dig til barn med din knejt, du legede, du sang og fortalte de gamle  juleeventyr.

Min plejemor Anne Lisse i Hejnsvig – Kilde: Privatfoto

Også denne juleaften på Sygehuset i Grindsted 40 år senere taler lykkeligt trætte øjne deres tavse sprog om en ganske vidunderlig juleaften i sygestuen – al cancersygdom til trods.

Kære lille mor. Klokken bliver mange, inden jeg kan tage afsked og slippe din hånd med et sidste farvel. Da jeg  begiver mig hjemad, føler jeg i hjerte og sjæl en eviggyldig taknemlighed og dybtfølt kærlighed, fordi du er min mor. Mit hjertes kompas, solen i mit liv …

Endnu engang rinder H. C. Andersens eventyr om den lille pige med svovlstikkerne mig ihú. Hun har tændt sin sidste svovlstik, er stille sovet ind og bliver fundet i den kolde morgenstund med røde kinder og smil på læben:

”Hun strøg igen mod Muren en Svovlstik … i Glansen stod den gamle Mormor, så klar, så skinnende, så mild og velsignet. “Mormor!” råbte den lille, “Oh tag mig med! … og der var ingen Kulde, ingen Hunger, ingen Angst – de var hos Gud!”

Vi skal i 1995 opleve den første landsdækkende hvide jul siden 1981, og der er koldt derude i Grindsted med frost og bidende polarkulde, der ubarmhjertigt skærer gennem marv og bén.

Også himlen græder med i den råkolde vinternat med hvide snefnug, der falder over land og by som blide tårer